Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126 Yasdrag og Skovin arker.
Den, der gik samme Vei ned igjen. Men slig en
Karl er vei ikke født endnu".
„Saa Du ikke noget til Huldrens Leilighed
dengang?" spurgte Grossereren. — „Aa nei", svarede
Kirsti-Gudbrand, — „hun lukker godt for sig, og
staar ikke paa Pinde for Enhver. Skjønt jeg bor
paa hendes Enemærker, har jeg dog kun en eneste
Gang seet som et Skimt af hende. Det var mod
Kvelden, omtrent ved denne Aarstid, og det var
hoitideligt Veir med svært Sol-Pral paa Kollen.
Da hørtes det som om En sagde: „Stakkar!" hoit
oppe i Lierne. I det Samme jeg saa op, smat
Huldren ind i Fjeldet, og havde en broget Gjed paa
Skuldren. — Men Ingen har vei" , tilføiede
Kirsti-Gudbrand, „vidst saa god Besked om det Væsen som
Kristen Sergeant, — for han havde Børn med Huldren,
en Søn og en Datter. Men han var ogsaa
mangfoldig, rigtig en Omstreifer og et vidtløftigt
Menneske". — Da Kirsti-Gudbrand mærkede vor
Forundring over denne Meddelelse, udbrød han:
„Ja vei, de Børn vare ei som andre Folks. De
bleve voxne, pligtskyldige Mennesker uden nogen
Lærdoms-Tugt, og da de endelig skulde til Præsten,
bleve de borte med Et, og spurgtes ei siden. Der
er sagt, at Gjenten vævede saadanne Roser i Lin
og Uld, som Ingen har seet voxe eller virkes, og at
Gutten smedede Laase og Lykkeknuder, som Ingen
kunde løse, og spillede Slaatter paa Mundharpe, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
