Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Vasdrag og Skovniarker.
133
Tofter og Hynder lagdes tilrette i den store
Forings-baad, og adskillige Sager bleve fra den bragte over
i en mindre Baad, der laa beredt til vor Fart paa
Sperilen. Endelig mærkede jeg, at man havde savnet
mig, idet flere Stemmer raabte mit Navn. Med Nød
og Neppe flk jeg hore Historien til Ende, og skiltes,
skjønt ugjerne, fra Thorbjørn, der imidlertid havde
faaet Skreppen paa Nakken. „Farvel," sagde han.
„vi sees nok ikke oftere. Det er et rart Træf for
mig at sidde saa fornøieligt hos en Bykarl. Jeg
gaar udenom jeg, sagde Hakkespetten, da Hanen
vilde have den med i Honsegaarden." — Dermed
greb han sin Briskestav, og gik op mod Granskoven,
Jeg fandt atter Selskabet paa vort Samlingssted
ved Hytten. Det var snart Tid at skilles ad.
Lieutenanten, Grossereren og jeg skulde over
Sperilen drage op i Skov-Trakterne, og Damerne skulde,
ledsagede af Kandidat G., fare hjem til Ask. Skjønt
denne Afsked horte med i vor glade
Sommer-Ud-flugts Anordning, flk den dog et vemodigt Anstrøg.
Disse tvende Dage havde for os Alle været saa
kvægende, og vort Selskab, hvori Flere mødtes som
Fremmede, var hurtigt kommet i venligt Samliv.
Yi, som skulde besøge Vildmarkerne, følte nu
dobbelt, hvor meget vore Damer havde forskjønnet og
belivet denne Elvefart, og hvor nødigt vi vilde savne
dem. De stode nogle øieblikke med os paa
Spe-rilens Bred, og saa over mod den Fjeldegn, hvor vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
