Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Vasdrag og Skovniarker.
171
omstroede paa den, syntes neppe at kunne give det
nødtørftigste Skjul. Tagene vare indsunkne, Væggene
sortgraa af Ælde og raadne i Lafterne. Selve
Sæterhytten var en forfalden, yderst usel Stue, med saa
store Aabninger mellem Bjelkelagene, at den grønne
Skov derigjennem tittede ind til Menneskenes Sløvhed
og Urenlighed. En gammel Kone stod ved
Arnestedet over Grødgryden. Udenfor Hytten laa en
lang, halvnøgen Karl og nogle pjaltede Børn paa en
Bunke Ho. Men hos ingen af disse Folk svntes vor
o %J
Ankomst at vække den ringeste Opmærksomhed.
Først da de Smaa havde faaet nogle Skilling, blev
Manden noget tilgjængelig, og kom nu frem med en
Del Elgs-Horn, der nylig vare fundne i Xærheden af
Sæteren, og som Lieutenanten og Grossereren afkjøbte
ham. Imidlertid havde jeg nærmet mig den Gamle
ved Peisen, og søgte at indlede en Samtale med
hende.
„Hvad heder denne Sæter?" spurgte jeg til en
Begyndelse.
„De kalde den Xysæteren".
„Det høres underligt, hvor Alt er saa forfaldent
som her".
„Aa ja", svarede hun, idet hun vedblev at røre
i Grøden, „det er vidt bekjendt, at her er uvane
Greier". — Dermed havde den Gamle nok af Tale, og
mine Bestræbelser for at gjøre hende mere
meddelende bleve aldeles beskjæmmede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
