Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Sjel i Vildmarken.
•231
bringe det rette Lys-Offer, og hæves i Bønnen over
Vildstiens Taager. Og saaledes er idetmindste een
Gang Julenatten feiret her af en ydmygt Bedende.
I Fortællingen derom ser man den Enfoldiges Vei,
der for den Oplyste er Omveien, og dog — den
rette Vei.
Langt oppe i Dalen, halv-anden Mil fra
Kirke-Ruinen, tæt under Aasen, hvor Smaa-Bække og stride
Bjerg-Elve rinde nea i en Samling af mørke Kjern,
der adskilles ved skov-begroede Klippehoider og
Tanger, er der en lille Gaard, som i Fortiden var en
Sæter. Fra dens grønne Skraaning, hvor de
torv-lagte Huse næsten ere skjulte af de Lovlunde, som
give dem Ly, ser man vidt ud over de blanke
Vandspeil og over de hævede og sænkede Skovgrunde.
Det er til alle Tider, i fuldt Sol-Lys som ved
overskyet Himmel, et storladent og tungsindigt Billede.
De nærmeste Gaarde, der dog ere saa fjerne, ligge
bortgjemte i Skovtykningen, og kun Røgen fra dem
skimtes nu og da imellem Granerne. Vei og Sti er
lagt i den samme Forborgenhed, og der sees neppe
Glimt af de enkelte grønne Volde og Græs-Sletter,
som et haardt Arbeide har afvundet Skovbunden.
Her er ensomt! — Men naar et Menneske-Liv
fremvoxer indesluttet her, og dog kommer til en mild
Udfoldelse, da maa det kaldes et stærkt og skjønt
Liv, hvor ukjendt og ydmygt det end færdes. Den
Fremmede, som Tilfældet bragte hid, kunde lettelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
