Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke havde set første Gang. Søen tog sig ganske grøn ud,
og rundt om svømmede der store Isbjerge, hvert saa ud som
en Perle, sagde hun, og var dog langt større end de
Kirketaarne, Menneskene byggede. I de forunderligste Skikkelser
viste de sig og glimrede som Diamanter. Hun havde sat sig
paa et af de største, og alle Sejlere krydsede forskrækkede
uden om, hvor hun sad og lod Blæsten flyve med sit lange
Haar; men ud paa Aftenen blev Himlen overtrukken med
Skyer, det lynede og tordnede, medens den sorte Sø løftede
de store Isblokke højt op og lod dem skinne ved de stærke
Lyn. Paa alle Skibe tog man Sejlene ind, der var en Angest
og Gru, men hun sad rolig paa sit svømmende Isbjerg og
saa den blaa Lynstraale slaa i Siksak ned i den skinnende Sø.
Den første Gang en af Søstrene kom over Vandet, var
enhver altid henrykt over det ny og smukke, hun saa, men da
de nu, som voksne Piger, havde Lov at stige derop, naar de
vilde, blev det dem ligegyldigt, de længtes igen efter
Hjemmet, og efter en Maaneds Forløb sagde de, at nede lios dem
var dog allersmukkest, og der var man saa rart hjemme.
Mangen Aftenstund tog de fem Søstre hverandre i Armene
og steg i Række op over Vandet; dejlige Stemmer havde de,
smukkere end noget Menneske, og naar det da trak op til
en Storm, saa de kunde tro, at Skibe maatte forlise,
svømmede de foran Skibene og sang saa dejligt om, hvor smukt
der var paa Havets Bund, og bad Søfolkene ikke være bange
for at komme derned; men disse kunde ikke forstaa Ordene,
de troede, at det var Stormen, og de fik heller ikke
Dejligheden dernede at se, thi naar Skibet sank, druknede
Menneskene og kom kun som døde til Havkongens Slot.
Naar Søstrene saaledes om Aftenen, Arm i Arm, steg højt
op igennem Havet, da stod den lille Søster ganske alene
tilbage og saa efter dem, og det var, som om hun skulde græde,
men Havfruen har ingen Taarer, og saa lider hun meget
mere.
»Ak, var jeg dog femten Aar!« sagde hun, »jeg veed, at
jeg ret vil komme til at holde af denne Verden derovenfor
og af Menneskene, som bygge og bo deroppe!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
