Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Bum, bum …» det var i sidste
liten.
Gudrun bort til gruen igjen, greb en
stor brand, sprang ud paa sætertunet og
hen mod sauefjøset. Der skimtede hun
noget stort, loddent, som skulde til at
give døren sin sidste rest ….
«Vil du pakke dig, din stygge …»
Dermed drev hun branden mod den
og traf den i panden, saa gnisterne fór
røveren omkring øinene. Bjørnen studsede
et øieblik, derpaa gjorde den omkring og
storsprang med ungen sin bort over
sætervolden.
Mads stod i døren i bare skjorten
og gned søvnen ud af øinene sine. «Hvad
det er?» spurgte han.
«Hvad det er? det er bjørnen, som
er ude, er det; se til at faa paa dig
klæderne dine, tag dig en lefse i lommen og
gaa ned til Stupet, saa fort du bare kan.
Sig til han Einar, at han kommer med
Burman og skyder bjørnen. Skynd dig
bare, gaa, det du vinder.»
Mads drog paa sig broken og trøien,
lefsen glemte han, afsted bar det med
ham ned gjennem skoglierne, saa vandet
skvat om ham i myrhullerne, — barbent og
uforferdet.
Han var paa Stupet, længe før folket
var oppe. Einar fik fart paa sig. «Kom,
Burman,» raabte han. Burman ristede
sig og satte sig ved døren. «Jeg er nok
ferdig,» tænkte den.
Da Einar, Mads og Burman kom til
sæteren, var de sultne som skrubben alle
tre, og dravlefadet blev tomt i en fart.
Derpaa gjorde Einar sig istand til at se
efter bjørnen. «Du skal faa dig en god
rømmegrød — ja, Burman ogsaa —,
nåar du har faaet livet af bjørnen,» raabte
Gudrun ud efter ham. «Aa, vi faar den
vel uden bjørn ogsaa, venter jeg,» svarte
han og lo saa smaat i skjegget.
Morgensolen varmede allerede, da
Einar med Burman i baand forlod sælet.
Først saa han paa fjøsdøren. Fliserne
stod løse i dørplankerne efter
bjørnelabberne. Derpaa undersøgte han marken
rundt omkring.
Ned fra storfefjøset randt en
sølegrøft. «Oho,» udbrød han, «hænger det
slig sammen! Naar du har ungen med
dig, finder vi dig nok.» I grøften stod
begge spor, det store efter binnen, det
lille til venstre efter ungen.
«Diger er hun, og fort har det gaaet
med hende. Jeg tænker, vi kringgaar
hende, jeg, eller hvad mener du, Burman?»
«Gjerne det,» tænkte den og logrede
med halen.
Einar tog en strydot op af
vestelommen, trak ud et straa og lod det hænge
frit ned fra haanden. Det bevægede sig
sagte. «Østendrag i luften,» sagde han
ved sig selv. Derpaa klappede han
Burman paa siden. «Jeg tænker, vi gaar
rundt Storholkammen; er de ikke gaaede
over den, har vi dem borte i
Storrønningslien; — nu maa du vare dig, nu, Burman,
saa du ikke gaar over sporet!»
Einar satte muskedunderen sin ned,
men tog den op igjen og prøvede flinten.
Gnisterne spradede. «Nu faar vi se da,»
sagde han. Hvorpaa han lagde i den et
digert skud, satte efter en god strydot
og derovenpaa kuglen. Stor var den, men
ligevel gik den glat ned gjennem løbet.
Saa en strydot ovenpaa den ogsaa.
«Fængkrud kan det være med saa længe,»
fortsatte han. «Duggen ligger paa trærne,
det kunde snart drysse en draabe ned i
panden. Se saa, nu faar vi friste da,
Burman.»
Sagte og forsigtig bar det op
gjennem lien med dem. Midtveis i denne fløi
en gammel tiur op fra lyngen. Den skar
i nebbet, da den saa hunden. «Han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
