Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
syntes ikke at hjælpe, Tusse var og blev
borte hele juleugen. Endelig, nyaarsaften
omtrent klokken 6, kom en gammel
kirkebetjent og spurgte, om det var os,
som havde efterlyst en hund. Jo, det
var da os. «Jeg har hørt noget, som
ligner hundebjef, under Nikolaikirken,»
fortalte kirkebetjenten. — «Under kirken?
Hvorledes er det muligt?» — «Aa,» sagde
manden, «der er en næsten lige saa høi kirke
under som over gulvet.» — «Det er
merkværdigt; lad os gaa derhen!»
Jeg tog med en lygte, en kurv og et
langt reb. Tusses trofaste beskytterinde,
kokken Marie, fulgte os. Der stod kirken,
høi, ensom og mørk i vinterkvelden;
gudstjenesten var jo forbi. Vi lyttede,
men hørte intet. — «Men her hørte jeg
det,» sagde kirkebetjenten. «Om hunden
skulde have krøbet gjennem det hullet
der?» — Og saa pegte han lige til venstre
for den store indgangen mod bibliotheket,
paa en af de firkantede glugger, som
anbringes nederst i kirkemuren for at faa
luftveksel i de store hvælvinger under kirken.
Jeg kastede overfrakken af, tog
lygten, rebet og kurven og krøb med meget
besvær og med lygten foran mig ind i
det mørke hul, som var akkurat saa høit
og bredt, at et menneske kunde skyve
sig frem gjennem det paa maven. Muren
var tyk. Da jeg var kommen 3—4 meter
frem, saa jeg foran mig et mørkt dyb,
en ubekjendt afgrund nedover. Jeg lyttede;
ikke en lyd. «Tusse»! raabte jeg, «er du
der, stakkars Tusse?» … Straks hørtes
der langt under mig i mørket et svagt
bjef. Han var der; jeg kjendte ham paa
stemmen.
Det var vanskeligt at røre armene;
men det lykkedes mig at binde lygten i
rebet og sænke den ned i den mørke
afgrund. Da den var kommen omtrent tre
favne ned, saa jeg ved dens skin et
gitter af fire korslagte jernstenger, og paa
dette gitter, hvis bestemmelse er mig
ubekjendt, laa min stakkars hund. Han havde
formodentlig leget og moret sig med andre
hunde og var saa sprungen ind i hullet,
og i mørket var han saa falden ned paa
jernstængerne, hvilket var et held for ham;
ellers var han falden helt ned og havde
slaaet sig ihjel. Men der havde den vesle
kroken nu ligget i seks døgn i sterk kulde
uden mad og drikke. Der maa være
skydsengle for dyrene ogsaa.
Nu var det kunsten at faa ham op.
Det var ikke let; men det lod sig
alligevel gjøre at fire ned først kurven og siden
lygten paa det samme reb. Jeg anstrengte
mig forgjæves for at faa stakkaren op i
kurven. Han forstod det nok, men var
saa svag og elendig, at naar han havde
faaet en pote i kurven og jeg trak rebet
op, faldt han tilbage igjen. Efter en god
halv times forgjæves forsøg i den
ubekvemme stilling maatte jeg, aldeles
udmattet, krybe baglængs ud af hullet igjen.
Marie ventede udenfor; hun vilde have
givet sin halve aarsløn for at faa Tusse
op. — «Lad mig forsøge!» bad hun, halvt
leende, halvt grædende. — «Naa ja,
forsøg!» — Og nu krøb hun ind i hullet
med lygten og rebet, men uden kurven.
Hun var klogere og ihærdigere end jeg.
Som det sig hør og bør en brav
kokke, var hun i særdeles godt huld, og
der var trangere for hende, end der havde
været for mig. Jeg holdt allerede paa at
opgive haabet, da jeg til min forbauselse
og glæde efter 20 minuters forløb saa
hende krybe baglængs ud. Og hvem anden
havde hun med sig end Tusse! Hun havde
lavet en løkke i enden af rebet, og det
var lykkedes hende at faa Tusses hoved
og høire fremben ind i løkken og at heise
ham op uden at kvæle ham.
Der blev en jubel, da vi kom tilbage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
