Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Skuldrene. Jeg kan godt lide at se mig selv,
naar jeg er nedringet — med en lille fin
Strimmel hvidt Broderi kiggende frem mellem
den blanke bløde Hud og det kulørte Silketøj.
Selv Fader — kunde jeg mærke — var tilfreds
med mig, da jeg var inde at sige Farvel til
ham. Han nikkede anerkendende og sagde:
Blaa Krokus.
— — Idag har jeg været saa nervøs og
pirrelig, at man ikke har kunnet komme mig
nær. Jeg har nægtet at gaa Spadseretur med
Moder; istedetfor har jeg siddet og mulet
inde i min Karnap. Det var Ruskregn og
Sølevejr, graat, tungt, knugende Sindet til
Fortvivlelse. Saa koldt og grimt der var i
Stuen. Saa slidt og falmet, saa fattigt og
glædeløst det altsammen saa ud, de sorte
Damaskes Stole, det gamle røde Bordtæppe
og den afskyelige Bronce-Hængelampe i tynde
Messingkæder. Og jeg selv: forvaaget og
forgrædt, stram i Ansigtet og valen om
.Hænderne, saa ufrisk, saa usoigneret. Blaa
Krokus, aa ja. En uappetitlig vissen Blomst
til at smide bort.
Jeg saa op, mit Blik faldt paa min
Genbo’s Vinduer. Dér stod han, selskabs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
