Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vede mig over al min Sorgl) «Men just derfor 3 talt, sige: Hiin er eii falden Enga, hvis homc
maa jeg sætte Kronen paa tnit Værk. Dit maa itd
i Verden og tage Deel i Menneskenes Handlen og
Virkeli. Ikke fandt, ærværdige Pastor? Guldet
maa gaae igjennem Ildeit, for er det ikke prøvet-
Det man i Almindelighed kalder Uskyldighed og
Dyd, vilde jeg ikke give saa skjønne Navne, tiei
Reenhed og Trosikab til Døden, de vindes kun i
Verdens Strid og Fare-» -— »Nu maa jeg give
Dem Ret, naadige Frnel» —- sagde vor gamle
Ven: «Det var jo heller ikke Menneskenes Fietide,
der drev dem ud af Uskyldighedens Paradiis, men
Herrens Ctigel, som vidste, at der gaves endnu et
bedre og herligere Sted end dette." —- Troe mig,
kjære Tante! denne Samtale har ikke varet uden
Frtigt sor mit kjobenhavnske Liv. Den, og saa-
mange af Dine vise Ord, de fortrolige Samtaler
hvori Dit fortalte ittig Dit eget interessante, i aa
mange Skjabiier prøvede Levttet, have gjort mig
bekjendt med Verden, saa det meeste af hrad jeg (
saae der, itie forekoitt mig fremmed.
Dit veed, hvorledes jeg fandt det i min So-
sters Hitttsz alting har jeg bestrevet Dig, indtil de
to smaa nydelige Værelser som Augttsta havde ind-
rettet til mig, assondrede fra den ovrige Families,
og (Gtid skee Lovl) langt fjernede fra den store Stoi
og Uro, som altid regjerer i Onkel Poloniits Eta-
ge, og som synes dobbelt nbehagelig for hveut der,
som jeg, er vant til en saadan Rolighed som den,
der endogsaa ved de storste og sestligste Tilberedel-
ser hersker i Dit Hun-, hvor der dog er saa mange
Tjenestefolk.
Dit veed ogsaa, hvorledes jeg ordentlig leed
as Hjemvee, men efterhaandett, da Vinterens Frit-
lystelser ret kom i Gattg, tillige begyndte at fole
det behagelige i de selskabelige Kredse og ossentlige
Forlystelser, og hvorledes jeg snart fandt mig hjem-
ine i de store brogede Selskaber hos Tante cPoint-
tiins, saa at jeg ordentlig glædede mig over at vi
boede der i Huset, for at intet af denne Herlighed
skulde undgaae os. Dog varede det ikke længe, for
jeg sik Anledning til at bemærke Toraeiie ved disse
Roser, og her bebreider min Samvittighed mig, at
jeg maaskee ved eett og anden Yttring i mine
Breve har Deel i de slette Tanker, Du har fattet
om Ilugusia· Dit skriver i Dit sidste Brev: «tht
er meget slettere end jeg tænkte. Naar jeg, uden
Hensyn paa Verdens og T.· ke Polouius Dom om
hende, blot domtner af de Facta, som hendes egtte
og Dine Breve indeholde, saa maa jeg, niildesi
Ratttr er en Auklage mere imod hende.» — Ja
bedste Tante! jeg begriber alt for vel at tnatt kati
dømme saaledes; der har varet Oieblikke, hvori jeg
selv har ttenkt noget lignende, men lad tttig kortrlig
forklare Dig hendes Versett og Stilling, saadan som
jeg nit troer at kjende begge Dele; da vil Dit og-
saa sikkert see hende sra ett bedre Side. Visselig
er htitt af en hoi og ædel Natur-, men langt fra
heri at finde en Anklage ntod hende, finder jeg at
dette er hendes llndskhldniug, thi dersom uiau turde
sige at et Menneskes Fortritt kunde gjore dets Ulyk-
ke, saa vilde jeg sige dette om hende. Hitit staaer
i enhver Henseende altfor langt over sitt tttrriursie
Omgivelse og istrr over sin Mand.
—.———-.—· .-
Til Rivbenhavnspostetts Redactioit.
I Deres Ro. lo har De erklcrret, at De ttgjtrne
mener Deres Læsere med kjedsonnnelige Kjtevlerier.
Jeg maa altsaa troe, at de, hvormed De har
fyldt utrsten hele dette (cttdog dobbelti-) Nttmmer,
ere moersommc; men min Beskedenhed forbyder
mig det, thi jeg har ikke saa store Tanker om mig
selv, at jeg tor vente, Publikum skulde finde Meer-
stab i et Udfald, der ikke har nogen Tanke-Gjenstand
(hvorsor De ogsaa meget rigtig kalder det Kjærne-
rie), men ene og alleue dreier sig om min ringe
Persoit. For ikke at give Detu ni) Anledning til
at skrive noget Fi«’jedsvttttneligt, lod jeg Deres Epi-
3 stel i No. 4 nbesvaret, og as samme Grund vil jeg
ogsaa tie til Deres sidste Ekklreritig i No. 10; alt
svr at vise Dein min Foieliglted og tttiti oprigtige
Bestræbelse for Deres sande Vel.
I Henseende til de to Masker, for hvis Skyld
De har gjort Ro. 10 dobbelt saa stort som et al-
mindeligt Rummet, maa jeg betnccrke, for Frem-
tidens Skuld, at det er ganske unyttigt for Dettt
og Deres Blad at optage saadanne Stykker imod
mig, efteesotn jeg umulig kan bringer- til at besvare
dem, hvilket jo naturligviis dog er Hensigten der-
med« siden De selv ikke kait bringe det videre end
til det Kjedsommelige. Men saa meget som det
end smigrer mig, at De behover min Hjelp for at
more Deres Livsens-, saa finder jeg mig dog modsa-
get til at nægte Dem de paa denne Vei forlangte
Bidrag. Thi ved attonhnte Opsatser, som ere sii-
lede imod mig, tager jeg i Betragtning, om de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
