Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Deni samme, som et Slags Svar paa hine Spargsr
maa1." Han fortalte os nu, hvorledes han som et
ganske ungt Menneste havde forelsket sig i en Pige,
som han havde lært at kjende et Sted paa Landet
hvor han ofte opholdt sig, hos en Præst, der for-
dum havde varet hans Lærer-, at han i lang Tid
havde anseet hende som sin Forlovede, meu efter
hendes udtrykkelige Ønske havde holdt dette For-
hold saa hemmeligt, at de aldrig faaes uden paa
en Hoi« hvor de om Afteneir tusdtes· Engang,
efter lang Fraværelse, kom han som sædvanlig til
Stavneinodet og fandt allerede sin Elskede siddende
der med forgrordte Øine. Huit aabenbarede hrun
nu, at hun i flere Aar havde været hemmelig for-
lovet med en ung Mand, der havde været uden-
lands i den Tid hutt havde lært at kjende og elske
Horatio, for hoein hun havde været svag og let-
sindig nok til at skjule sin ældre Forbindelse; at
denne Brudgom nu var kommen tilbage, og om faa
Dage skulde blive hendes 2Egtemand. Hrin be-
svoer Horatio ikke at forstyrre hendes allerede halvt
tabte Rolighed med at ville see hende oftere, men
at sige hende det sidste Farvel og lade hende gaae
bort uden at folge hende. Hatr gjorde som hun
vilde: han blev paa Hoien, og saae hende gaae ad
Stieir l Kornet, og forsvinde efterhaanden i dette:
»Jeg saae, sagde han, hvorledes hun gik dybere
og dybere ned i Huuloeienz engang imellem stim-
(ede jeg hendes hvide Kjole i Aftenrvdens Glands,
jeg syntes at see hendes blaa Livbaattd svave beva-
get af Vinden og ligesom oiuke mig. Tilsidst for-
svandt hun i Kotnet, og mine Qitie saae hende al-
drig mere." ——— Efter en lille Pause tog han atter
Ordet, og sagde: «Ieg har egentlig altid vidst, og
foler det nu mere end nogensinde, at denne min
Ungdoms Kjærlighed var uendelig langt under det
Jdeal af qvindelig Fuldkommenhed som nii foresvæver
mig; imidlertid har dog dette Eventyr havt stor Ind-
flydelse paa mit Livs Skjabtie, da jeg i min første
Sorg derover sagte og fandt Leilighed til at styrte mig
i Begivenhedernes Stram, der snart rev mig med
sig, og fatte mig langt fra mine Hnusguder." —
Augusta spurgte: "De anseer Dem dasnii for sikker
mod Amors Pile? Katt De maaskee, som 2lchilles,
kun saares i Hælen, det vil sige as dets forsvundne
Lidt-» —- "Hvilken bespottclig Tanke," svarede han,
"at formode sligt isaa skjøn en Nærværelsel Ak
nei, min smukke Venindel for Amor-«- Pile er mit
Bryst uden Bedoekning, men hans Bind kan man
ikke bære i sit 4902 Aar. Den jeg nu sculde elske,
maatte jeg tilbede; Fornuft, Hjerte, Phantasie, alle
mine Sjæleevner maatte forene sig i denne ene Fo-
lelse; Jlluston kunde ikke mere finde Sted. Og
hvor turde jeg haabe at et saadant Indbegrcb af
al Elslveerdighed skulde kunne eler mig igjen? Og
kun for at elske og være elsket vilde jeg knytte et
Baand, hvis nye og uvante Pligter kun i dette
Tilfælde kunde vare mig kjære og hellige. Man
taler saa meget otn den Forpligtelse der paaligger
ethvert Menneske at forsorge sen Familie, og om
den Lyksalighed at være Fader. Det forekommer
mig som tomme Ord, thi den, der har Hjerte og
Evne dertil, vil altid finde Familier og Bertt hvis
Fader han kan være, og det er jeg vis paa, at jeg
med langt større Kjærlighed vilde hænge ved et
fremmed Barn, jeg selv havde valgt mig, end ved
et eget, hvis Moder jeg ikke havde elsket·" — Hvor
megen Forstand der end udlysie af disse Yttringer-,
saa gik de dog som Dolkestik gjennem mit arme
Hjerte, og gjorde med eet Ende paa den paradi-
stsie No, hvori min Kjærlighed hidtil havde levet.
Jeg forstunimede ganske, og svarede, paa de Andres
Sporgsmaal, at jeg befandt mig ilde, hvilket jeg i
Sandhed ogsaa gjorde. Jeg kunde ikke sove om
Natteti, jeg var falden fra min Himmel ned i Li-
denskabernetz Afgrund. »Hau elsker mig ikke, sagde
jeg med tusinde Taarer: og hvor har jeg været
daarlig, forfængelig nok til noget Øieblik at kunne
fatte den Tanke, at en saadan Mand var istand til
at elske en ubetydelig Landsbypige ?" Jeg var vred
paa det Ideal han havde omtalt og kaldt et Ind-
begreb af al Elskveerdighed, jeg misundte den
Ulykkelige, der paa Hoieti havde sagt ham stt Far-
vel, og som hans Øine havde fulgt til hun for-·
svandt mellem Korttct· —- Dii maa ellers ikke tan-
ke, at denne stette Stemning var blivende hos mig,
nei den aflostes af lysere Dage og Timer; underti-
den foresvaevede mig dog en Anelse om at være el-
sket, undertiden talede min gode Engel til mig i
Erindringen om Dig og vort Samliv, og i min
lille Jsidores Yndighed« Det Aar, jeg skulde til-
bringe i Kjobetihavn, var ndlobet, jeg tænkte paa
min Hjemreise med min Jstdore (som baade Du og
Augusra havdetilladt mig at tage med), da Dit skrev
mig til at min Soster gjerne vilde beholde mig
Vinteren over, og at Du heller ikke vilde jeg endnu
maatte afbryde den llnderviirzning i Musik og Teg-
ning, hvorved jeg efter Din Foranstaltning skulde
uddanne de Talenter som Du selv havde bibragt
mig. Tilgiv, elskede Veninde! uagtet al min Lang-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
