Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1827.
RMJ
Kjøbenhavns
flydende
Qxandagen den 2m«
Februar.
Redigerkt af I1·H·esberg.
sp-—
tll-given af Ferdinand printzlau.
Glem-ig Skriftemaab
Vl.
Med Vinterens Komme begyndte vore gamle Sel-
skaber og Forlysielser. De havde enten slet ingen
Tlllokkelse for mig mere, eller en dobbelt magisk
Fortryllelse, alt efter min egen Stemning og den
vigtige Omstændighed, om Horatio var nærvære11de
eller ikke. Nye Bekymringer indfandt sig efter-
haanden. Det forekom mig, som om Angttsta
troede at seg elskede Laerles og — ganske tvertimod
det Sindelag, hun ifjor lod mig bemærke, syntes
det, som om hun ønskede en Forbindelse imellem
os; men langt piinligere var mig den Tanke, at
Horatio selv i mangt et Øieblik lod til at være af
samme Mening. Den værste Anledning hertil gav
Tante Polomus. Naar hun kom op til os, for-
talte hun bestandig saameget Ondt om Laertes, om
hans Letsindighed, llstadighed og altfor frie Steder.
Det slog aldrig feil at Horatio jo tog hans For-
svar, og ved den Leilighed seesiede han altid sine
Øine paa mig, og henvendte undertiden endogsaa
Talen til mig. Jeg troede at gjække hans Mening,
og dette gjorde mig saa forlegen og Ulykkelig, at
denne min Forvirring nodvendig maatte stnrke ham
i den Tanke, at Laerteo naer angik mit Hjerte-
Jsg sende mig dette selv, men min Forvirring var
sad skee at jeg ikke kunde finde Ord, sont viste mit
——— —
Sindelag, uden dog at sornaegte dett Agtelse, seg
bar for den unge Mand, som jeg ansaae for en
Ven. — Horatio blev ogsaa efter en saadan Stene
ganske sorstemt og adspredt. Naar derimod Tante
spotonius fandt Leilighed til at see mig ene, tje-
lede hun for mig og sagde: «Lille Clara er den For-
nuftigste as dem alle: hnn vil gjore sont jeg, og
vælge en gammelagtig Mand, der vil bære hende
paa sine Hænder." — Ved disse Ord blev jeg til-
mode som naar man paa en Lysttour bliver over-
falden af en Plaskregn, uden at tale om hvor
bittert det er naar Andre lotenske os til et Gode-
hvis Savn vi med hede Taarer begrave.
Disse og lignende smertelige Timer satte mig
ofte i deri Stemning, at jeg greb det iarste" bedste
Paaskud til at befrie mig fra at følge Augnsia i
Selskab, og søgte at berolige mit ængstede Sind i
Eensomhed, og nyde min bedste Trtst i min lille
Isidores uskyldige Selskab. De stille Aftener, jeg
tilbragte med hende allene, vare en Lægedont for
mit syge Hjerte; ogsaa den lille Lydia (sotn jeg med
llrette kalder lille, da hun næsten er ligesaa stor
som jeg) tom, naar hendes Moder var ude, gjerne
op til mig, og udgjorde den tredie Person i vov
Aftenundcrholdning. Det er en hjertensgod Pige,
med et deiligt Ansigt. Skjøndt hun eun er tretten
Aar, er hun som en yndig lille Moder for sine
smaa Sødskende og med disse maa man see hende
for at faae hende fine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
