Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ening med Lampetts rodlig gule Skin og Blom-
sterues stærke Duft, gav dett hele Omgivelse en be-
synderlig maglst Charakteer, sotn tilligemed Horn-
tios Ord gjorde et blidt Indtryk paa mig, saa
jeg ikke kunde tlndlade at række ham Haanden og
sige: "Jeg kan ikke svare Dem bedre end med nogle
Linier af et Digt, der altid have forekommer mig
meget skjeunex
«Blomster, under Alteret Dands,
Vil jeg dig ved Maatien plnksez
Blomster ere mine Sukke,
Let de forme sig til Krands." ·)
»’Og jegU sagde han, »vil ogsaa bede Dem tillade,
at jeg ntaa anfore noget som netop passer for denne
Time, og som paa eengang er en Digter og en
Aposiel værdigt:u Med disse Ord tog hatt en Bog
frem, og medens jeg satte mig til mit sørgelige og
dog skjonne Arbeide, oplaesie han for mig med be-
geisiret og kort Stemme Dr. Mynsters Prædikett:
»Om vore afdode Venner-.» Jeg inddrak begjærlig
hvert af disse Ord, og aabnede mit halodode Hjerte
for den Trost, der som en lagende Balsam berorte
mit blodende Saar, og imidlertid dannede Krattd-
sen og de smaa Blomsterknipoer sig som af sig selv;
og jeg vadede dem med Taarer der vare milde og
taaltnodige, sont Horatio havde sagt. »Lad os nu
gaae ned, sagde han, og bringe den lille Jsidore
vort sidste Offer, og derpaa anbefale hende til Hant
som lovede de smaa Barn Himmeriges Rige.» Vi
gik ned i Salen, den var oplyst, og alle Husets
Tjenestefolk havde forsamlet sig derinde. Vi pyn-
tede den lille Isidore med Blomster-, knælende satte
jeg Krandsen paa det fale sorte Kistelaag der skulde
bedække min Yndling, og vadede det med mine
Taarer. Derpaa kyssede Horatio og jeg hendes smaa
blege Hattder, og endelig rivende mig med Magt
fra denne paa eengang bittre og sode Afsked, fulgte
jeg ham udaf Salen. Mariane, der med mange
velmeettte Yttringer- havde holdt en Lovtale over
min i Liv og Død trofaste Kjærlighed til den lille
Afdode, kom ud efter os og sagde, at hendes Frtte
var opslaaet og ventede os i sit Værelse. Vi fandt
Augusta bleg og forgrtedt, men rolig. Horatio for-
stod ogsaa her at sindc den Totte som var den meest
passende, og i siillc hjertelige Samtaler henglede
Timerne, og de bedisvvede Søstre skiltcs med kjær-
lige og lettede Hjcrter for at gaae til Hvile. Da
jeg kom op i mine Værelser var der imidlertid fo-
retaget ett lide-i Omstotning· J mit Soveialtttlier
·) Ai Sotosto Israel-ere og Iritojoi ned. Anm.
oar Jsidores lille Seng borttageit, og en Com-
mode her-flyttet paa dens Sted. Over denne hængte
det bekjendte engelske Kobber med iludersirift: "An
Angel cakrying the soul of a cbiid to Hen-
ven" den kjæreste Gitve der i dette Øieblik
kunde gjøres mig, og jeg gjerttede let hvor-fra deri
kom. Saatnegen Opmærksomhed, saa stor Omsorg
for mig, kunde ikke forfeile sin Virkning, og under
søde Anelser svævede Sovuen velgjorcttde ned over
mine sorgroedte Øine.
Theatret.
Recenscnten og Dyret-.
1.
Denne Vandeville, der, sont Forsatterett selv siger-,
"oed sin sorste Opforelse sandt en tvetydig Modta-
gelse," fandt ved den anden og de derpaa folgende
et Bifald, sotn langt fra at være tvettjdigt, synes
at ville gjøre dette Stykke lige saa gjældende vakt
Repertoiret, som Kong Salomon og Aprilsnars-
rene. Mærkeligt er det, at Forfattekens Sam-
menligning mellem denne Vattdeoiiles Skjæbne og
den som i sin Tid blev Geert Westphltler tildeel,
saa ganske er gaaet i Opfyldelse; thi ligesom Hol-
berg «tog sig sor, anden Gang at forklare sin Co-
i«medies rette Øiemterke ved en Prologus, og vist-,
««at just i det, man lasiede, bestod Stykke-te- thz"
saaledes lader Afhandlingen Om Vandevillen til
at have gjort Receusenten og Dyret samme Tje-
neste, thi hvad Forfatter-en med Holbergs Ord au-
forer om Geert Westphaler, «’at Comedieu blev
«anden Gcmg ligesaa meget roset, som den forrige
»Gang blev lastct, og vil i Fremtiden efter al Att-
«seelfe passere for eet af Autors bedste Stykker,"
— det samme tegner til at blive Tilfældet med Re-
tensentett og Dyret. O du siivsindcde Pttblikam,
som ikke vil tage Notice af dine Kritiket«e og Re-
eensenter, men betragter dem omtrent med samme
Øine sont Recensenten i Stykket! Og nlntkeligviis,
siden utan har seet, at ikke blot de laveste-, men
ogsaa de hoicste Statider, ikke blot de lldanuede,
men ogsaa de meest dannede Mennesker-, samt alt
hvad det- ligger mellem disse Crtremer, finde Be-
hag i dette og lignende Stykker, saa gaaer det ikke
længer att at skjælve dig ud for Pøl-et Mett Uret
er det, at du lader dine Kritikeres Dom have saa
liden Indflydelse paa dig, at dn leer og morer dig
over, ja beklapper et Stykke, som hine med deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
