- Project Runeberg -  Kjøbenhavns flyvende Post / 1827 /
167

Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

os at faae Lydia itale, og ligesaa let var det og-
saa at mærke, at denne gode nforstilte Piges Sjæl
var sønderreven af stridende Folelser, nemlig Til-
boielighed for min Fætter og Samvittighedsangst
for at feile mod sine Pligter som Datter. Min
Fætter bonfaldt hende om at være fast i at afslaae
den forhadce Brudgom, og tillade hatn at udfor-
dre denne, og nede hatn til at træde tilbage. Men
disse Forslag eengstede hende, og det var umuligt
at gjore nogensomhelst Aftale tned hende. Hun
var aldeles nedslagett og raadvildz kun med Fro-
kett Hedevig syntes hun at have Meele og Be-
tingelse, og jo nærmere Constetltalions- og Forlo-
velsesdageti kom, jo mere syntes de to Piger at
have at aftale.

Forst Dagen i Forveietr ankom Hr. og Ferie
Polonims tilligemed den tilkommende Svigersøn.
Min Fætter og jeg aftalte at vove et afgjorende
Slag. Vi indfandt os i Kikkert, og tiltrods for
sine egne Ord saae Ferdinand (saaledee hedder han)
sin Lydia "staae paa Kirkegulvet, sem et Confir-
tnationsbarn," og tage sig ud mellem Beuderborneys
ne, der Naturen troe, blive eonfirmerede i den tid-
ligste Ungdom, sotn et stort Piletree tager sig ud i
et Ellekrat. Da Holtidelighedrn var forbi, steg
Lydia med sine Forældre og Præstekonett ind i Frue
Polonius Wienervogtt, for at komme standsmerssig
de faa Skridt fra Kirken hen til Præstegaarden.
Mitr Fætter og jeg greb nu den pyntede Brudgom
iFlugten, og Ferdinand sagde til ham: »Min
Herre, jeg er Lieutenant Den og Den; jeg veed
ikke om De er underrettet otn at det er mig som
med en maaskee alt for stor Offentlighed har friet
til Froketr Lndia ?« —- "Jo," svarede den ziirlige
Mand: »jeg har den Æt·e, . . . jeg veed det«
—- og fattende sig, det bedste han kunde, tilføiede
han: »Det var ikke smukt af Dem, Hr. Lieute-
nant, at prostituere en agtværdig Fatnilie og et ube-
stadigt Pigebartt. Jeg har nu sat mig ud over
den Ting og vil" . . . . Ferdinand afbred ham:
"Dersotn Familien er prostitueret, er det ikke min
Skyld, men herom er nu ikke Talen. Jeg elsker
Pigen og taaler ikke at man uden videre tager
hende fra mig, isire da jeg har Grttltd til at troe,
at hun tnod sin Villie giver Dem sin Haattd. Jeg
veed, Deres Forlovelse skal finde Sted idag, og
Brylluppet om otte Dage, men fra Forlovelse til

Bryllup er desuagtet et stort Spring, og jeg beder·

Detn herved behage at mode mig imorgen tidlig
paa Liv og Ded ved det ode Skovhtius, sor at lade

Vaabnene dømme os imellem. Den Stærkeres Ret
er jo den, hvoraf man har betjent sig i hele denne
Sag." — Gid jeg formaaede her at aftegne det
Ansigt dett værre Mand gjorde. Han mumlede nogle
Ord som ingen af os forstod. Ferdinaud vedblev:
«Jeg veed vel at De er ikke egentlig Militair, og
kan afslaae at møde mig, men De veed selv, at
Deres Fremtido Lykke er afhængig af Deres On-
kel, at han er en udmærket brav Militairz og hvad
hans Mening i denne Sag vil være, det har han
tilstrækkelig viist ved sine egne Handlinger.« — Jeg
traadte nu fren1 som Fredsmaegler, og det blev
afgjort at Brudgommen selv skulde indføre os hos
Lvdia og hendes Forældre, og bestemt forlange at
hun iAlles Nærværelse skulde erklasre om hun god-
villig gav ham sit Ja. Jeg kunde neppe bare mig
for Latter, da vi med denne Brudgom (som jeg
for Kortheds Skyld vil kalde Ottavio) imellem os,
traadte ind i Stuen hos Præstens og til.s;!r. og Frit-
Polouius. De uveirssvangre Blikke, som denne
sidste alt i Kirken havde sendt ves, traf os nu sont
Lynild. Jeg tog Ordet, og saa høitideligt og beske-
dent som muligt utidsioldte jeg vor Paatrangem
hed og sagde at Hr. Ottavio og min Fætter, der
begge havde beiler til Frokett Lydia, vidskede, sont
nødvendigt for Begges Rolighed, at hun i sme
Forældres og Præstefolketres Nærværelse vilde er-
klære at hutt af egen fri Villie valgte Hr. Octa-
vio til sin Ægtemand. Med vrede Blikke vendte
Forældrene sig til Ottavio, han rommede sig, gneed
Hænderne, bukkede dybt, og sagde: «Jeg beder
tusinde Gange om Forladelse, men jeg tænker vir-
kelig alt for reelt til at ville at Frokenett skulde
tvinges til at blive min Kone, og troer mig ogsaa
forvisser om at min Kjærlighed og mine mange
Breve ikke havde varet uden Virkning." . . . . .
Frrte Polonius afbrød ham og sagde: «Hvor bliver
ogsaa Lydia af?" Httn vilde ile ud af Værelset,
Pt·testekottett holdt hende velvilligt tilbage, og sagde:
«Ieg skal nok hente hende; hun bad om at maatte
fatte sig lidt i Eenrum, det var jo ganske billigt;
nn skal jeg paa Øieblikket komme med hendc."
Herre gik og blev temmelig længe borte; endelig
kotn hun tilbage igjennem en anden Der, sotn hun
lod staae aaben, og sagde foruoiet: "Jeg gaaer op
og ned, og leder efter Frøken Lydig, og saa sidder
hun her i Havestuen." Vi gik alle derind. Midt
i Stuen var dækket et ziirligt med Blomster pry-
det Bord; i en Krog sad Lydia i al sttt Confirma-
tienspnnt med sit Stjan kastet over Hovedet, saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:41:24 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kfp/1827/0167.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free