Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
undergaae betydelige Forandringer-. Havde f. Er.
Digteren i Opfatningen af sit Stof sluttet sig noie
til Viserne fra Middelalderen, saa vilde Kongen og
Ingeborg have varet mindre ædle Personer, Marsk
Siig var derimod blevett Hovedcharactereu, den i
sin Undergang tragiske Helt. Alt dette vilde have
fordret ett ganske anden Platt. Det vilde vare
ubilligt at gaae i Rette med Digteren, og sporge,
hvorfor hatt ikke har opfattet sit Stof anderledes
end han har gjort. Uden at tale om, at han i
sit Studium af Historien katt have fundet Hjem-
met for sin Anskuelse, bor Digteren have Lov til
med al mulig Vilkaarlighed at give sit Stof den
forste, saa at sige, intellectnelle Ferttt, sont vi gjetts
nem det fuldendte Værk kun uthdclig kunne skimte,
ttten hvis Væsen vi paa ethvert enkelt Sted iDigx
ret umiddelbart seie. Stoffet er ganske Digterens
Eiendom, og en fornuftig Kririk bor med Hensyn
paa dette vogte sig for at blive for nargaaende.
Mett naar Stosset eengang er givet (og kun som
det Givne bor Kritiken betragte det, uden videre
Analvse), faa er det Kritikeus Sag at paasee det
Tethniske, d. e. Planett og Udfarelsett, hvorvidt
nemlig begge ere den naturlige og kunstrigtige Vei,
hvorpaa det Givne har udviklet sig.
Da nu Stoffet udfordrede en Konge, besjælet
af den adleste Villie, men svakket i sin Kraft og
folgeiig siddet i sin Stræben ved den Toang, hvor-
med hine Tiders overtntegtige Aristocratie havde
bundet hans Myndighed, en Overmagt for hvilkett
han bukker under, og tilsatter ikke blot sin Magt,
men sit Liv, saa dannede Planett til dette agte tra-
giske Stof sig ganske naturlig af sig selv. Kongen
maatte være Hovedpersonem hvorotn al Interes-
scn dreiede sig; 2lristorratiet, og følgelig ogsaa Marle
Stig, sottt den der stod iSpidsett for det, maatte
i det mindste indeholde betydelige Skygger, for at
eontrastere mod det rene Lys, hvori Hovedpersonett
er holdt. Men langt fra, sotn mange andre dra-
tnatiske Forfatter-e, ei at kjende meer end to Fac-
oer, Hvidt og Sort, har Erik den Sovettdes Dig-
ter vidst at udfylde den ledige Plads mellem begge
med levende Farver, som udgjore den naturlige
Overgang fra dett ene Yderlighed til dett anden.
Saaledes ere de Jndivider som represcntccc Aij
storratirt, malede med saa forskjellige Farver, at
Slildringen derved faaer den store Fortjeneste, at
vare et Billede as det Virkelige. Aristorraticke
Kamp imod Kongemagten er ikke fremstillet som
det Ondes Kamp mod det Gode, mest efter den
objective og historiske Betydning, som det har, for-
enet med de tilfældige Misbrug, hvortil det udar-
tede, og som her endog drive det saaledes udenfor
dets egen Grandsk, at det bliver til Forbrydelse.
Grev Jacob betegner Aristorratiet i dets umid-
delbare Skikkelse, hvori det har en uklar Bevidst-
hed af de ridderlige Ideer som ere dets Grund-
vold. Ove Dyret og Rane Lange betegne
dets aldeles vansiagtede Forta, hiin dets plnmpe,
denne dets forfinede Stræben efter den blot ma-
terielle Overmagt. Og endelig ere Tyge AbiM
gaard og Tkkarfken dets objective Representanter;
det er dem, som indsee dets Betydning i Stats-
forfatningen, og sotn vilde veere istattd til værdi-
gen at haandheevc den, dersom ikke urcne, person-
lige Bcoceggruude fik dem til at opossre det Almeen-
gyldige for deres private Interesser, og saaledes
giensidigen at bedrage hinanden, ligesom de, men
med fuldkommen Ret, beherske hitte underordnede
Personer. J disse forskjellige og særdeles vel ud-
taukte Elementers Forbindelse viser Aristorratiet sig
som en virkelig Statstnagt, der altid er den rene
Jdees Udtryk, forvansket ved en større eller mindre
Mængde af slette Tilfældigheder. Mod denne Magt
staaer Kongett sotn en nedboiet ædel Villie, hvis
Magt til det Gode er paralhferet ved de samme
Midler, der blot skulde fatte en Skranke for hans
Magt til det Onde. Den tragiske Kamp mellem
Kongetnagten og Aristorratiet tager den under de
anførte Omstændigheder naturlige Vendittg, at Kon-
gen, hvis Magt er for ringe til at modstaae Art-
slocratiet paa den lovlige Vei, fonderhugger For-
satuingen med sit kongelige Svard. Men derved
ovhaever han selv den bestaaende Otttstilstattd, og
han har tlo sat-o ophort at være Konge, indtil
hatt paa Viborg Thing paany bliver indsat. Det
er saaledes i sin Orden at Aristoeracict, indtil dette
skeer, benytter sig as den Ret sont Kongetts ure-
gelmasstge Fremgangsmaade har givet det; men i
den let forudsee-lige Omstændighed, at det ved Bon-
destaudens Opposition vil komme til at trakke det
korteste Stra.t, overbyder det Kongen i den raske
Overhuggen af Knuden, og tager sin Tilflugt til
en Forbrydelse, istedenfor at lade Sagen gaae sin
lovlige Gang.
Selv i de yderste Omrids- hvortil denne sor-
trinlige Plan udvikler sig, maae vi endnu bestan-
dig beundre dens Rigtighed. Marsk Stigs Cham-
keer tiaaledes som Digterctt nu eengang hat opfat-
tet den) indeholder en overordentlig Sandhcd- Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
