Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Uet var en vemodig Tanke hos Søren Kierkegaard,
at den Tid vilde komme, da ogsaa han vilde falde i
»Docentens, Professorens« Haand og blive gjort til
Genstand for Fremstilling. Ja, han forudsaa, at selve denne
vemodige Tanke vilde blive doceret med. Hvad der var
ham imod heri, var sikkert ikke det at blive gjort til
Genstand for Kritik. Men det var Noget, der hang
meget nøje sammen med hans hele Tankegang. Først
afskyede lian den »svigefulde« Beundring, der kommer
bag efter, naar Kampen er til Ende, naar
Navnkundigheden er vunden, og kalker Profetens Grav, glemmende,
at det er i Samtidighedsforholdet til det Store, at det
skal vise sig, hvilken Sans og Yillie man har til at
anerkende det. Hans Livs Gerning var det at afsløre det
Selvbedrag, i hvilket vi saa let hilde os over for hvad
lian kaldte »den historisk afproppede Idealitet«, ålen for
det Andet var det ogsaa en af hans Hovedtanker, at
delingen sammenhængende psykologisk og historisk
Udvikling gives. At paavise et aandeligt Fænomen, en Tænkers
eller en Forfatters Virksomhed som Led i Udviklingen,
som baaret af bestemte indre og ydre Betingelser og som
bærende og betingende den følgende Udvikling, det var
efter ham at drage det ned, at berøve det dets Værdi.
Han vilde ikke »sættes paa Paragraf«.
Høffding: Søren Kierkegaard. 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
