- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Tolvte Bind /
205

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

207

Men er det da ikke som et Bedrag af ham, at han saaledes
fra Hoiheden drager til sig; fortier han ikke Noget, maatte han
ikke, for at være Sandheden, lige saa meget, som han drager
til sig, advare Den, der lader sig drage, bestandigt gjorende
ham opmærksom paa Forskjellen, der er imellem dem, og hvad
deraf folger, Forskjellen, at han, den Fuldendte, er i Fuldendel-
sens Omgivelse, den Anden i Virkelighedens, Verdslighedens
og Timelighedens Omgivelse, hvor denne Hoihed maa vise sig
omvendt som Ringhed og Fornedrelse, faa altsaa han drager fra
Hoiheden, og Den der foler sig dragen og folger, netop jo inder-
ligere han gjor det, er desto mere i lige det modsatte Tilfælde,
at være i, at synke dybere i Fornedrelse og Ringhed? Paa disse
Utaalmodighedens og Misforstaaelsens Spørgsmaal er det ikke
vanskeligt at svare. Forst og fremmest, han kan det ikke anderle-
des; han har jo bestaaet sin Prove og er den Fiildendte, derved
maa det have sit Forblivende, med mindre han da fknlde begynde
forfra med hver Slægt, lade sig fode i hver Slægt, lide, døe,
som han gjorde det den ene Gang; men dette vilde jo forfænge-
liggjore Betydningen af hans Lidelse og Dod· —— Fortiet Noget
kan man heller ikke sige at han har; thi hans eget Liv, som han
forte det i Fornedrelse og Ringhed, er jo bekjendt. Det er alt-
saa ikke ham, der fortier Noget, men vel maaskee den Enkelte,
der forglemmer Noget, der, ved blot at see, og med nsand Li-
denskab, paa Hoiheden, egentligen tager ham forfængelig,
og derved kommer til at glemme Ringheden og Fornedrelsen,
indtil det saa ender med, at han maaskee har forvildet fig for langt
nd, og nu er hvor han mindst tænkte sig, hvor han saa vil give
ham Skylden derfor, ham som fra Hoiheden drager til fig. —
At han istedetfor at drage til sig skulde advare, er jo dog en Selv-
modsigelsez thi naar et Menneskes Sind ret christelig omdannes,
saa forstaaer han, at der dog intet Forhold er mellem Forne-
drelsen og Herligheden Men i ethvert Tilfælde, Christi eget Liv
i Fornedrelsen er jo med, for, om man saa vil, at advare, det er,
for at advare mod den Letfindighed, der kun vil tage hans Hoihed
forfængelig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Mar 17 01:25:30 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/12/0213.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free