Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
den Dovenskabens Hovedpude, paa hvilken de vilde ørkesløse
hendøse deres Liv; der skulde siges, at det var en stolt Udmær-
kelse, de havde erhvervet i Livet, at medens alle andre Men-
nesker, hvor lykkelige eller hvor bekymrede de end bleve i Verden,
dog altid vare redebon til at bekjende, at Gud vel kunde gjøre
Regnskabet op, at, medens alle andre Mennesker tilstode, at de
paa Dommens Dag ikke vare istand til at svare En til Tusinde,
de forbeholdt sig at være i Besiddelse af en retfærdig Fordring
til Livet, der ikke var bleven indfriet, en Fordring, der i sin Tid
vilde gjøre Regnskabet vanskeligt nok — dog ikke for dem. Saa-
ledes skulde der tales til dem; dog vi ville hellere tale til dem,
der endnu forvente Noget.
Som de Forventendes Tal vel altid var det største i Verden,
saa kan deres Forventning igjen være saa forskjellig, at det er
saare vanskeligt at tale om dem alle. Dog Eet have jo alle For-
ventende tilfælleds, at de forvente noget Tilkommende; thi For-
ventning og det Tilkommende, det er uadskillelige Tanker. Med
det Tilkommende beskæftiger den sig, der forventer Noget. Men
at beskæftige sig med dette er maaskee ikke rigtigt; den Klage,
der ofte høres, at Menneskene glemme det Nærværende over
det Tilkommende, er maaskee vel begrundet. Vi ville ikke negte,
at det har været Tilfældet i Verden, om end mindst i vor Tid,
men vi ville heller ikke undlade at minde om, at det er netop det
Store ved Mennesket, Beviset for hans guddommelige Herkomst,
at han kan beskæftige sig dermed; thi var der intet Tilkommende,
da var der heller intet Forbigangent, og var der hverken noget
Tilkommende eller noget Forbigangent, da var Mennesket træl-
bundet som Dyret, hans Hoved bøiet mod Jorden, hans Sjæl
fængslet i Øieblikkets Tjeneste. J den Forstand kunde man vel
ikke ønske at leve for det Nærværende; i den Forstand har man vel
heller ikke meent det, naar man har anbefalet det som det Store.
Men hvor skulle vi sætte Grændsen, hvor meget tør vi beskæftige
os med det Tilkommende? Svaret er ikke vanskeligt: først naar
vi have beseiret det, først da kunne vi vende tilbage til det Nær-
værende, først da faaer vort Liv deri Betydning. Dog det er jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
