Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
tillod at ældes og døe som Børn, hvem det ikke diede ved Med-
gangs Melk; men som tidlig bleve vendte fra; de Sørgende,
hvis Tanke søgte at trænge gjennem det Vexlende til det Bli-
vende, de fornam Apostelens Ord og agtede paa dem. Jo mere
de formaaede at sænke deres Sjæl i dem, at glemme Alt over
dem, desto mere følte de sig styrkede og tillidsfulde. Dog viste
det sig snart, at denne Styrke var en Skuffelse; hvor megen
Tillid de end vandt, de vandt dog ikke Kraft til at gjennem-
trænge Livet, snart søgte igjen det bekymrede Sind og den
raadvilde Tanke hen til hiin rige Trøst, snart fornam de igjen
Modsigelsen. Tilsidst forekom det dem maaskee, at disse Ord
næsten vare farlige for deres Fred, de vakte en Tillid i dem,
som bestandig blev skuffet, de gave dem Vinger, som vel kunde
hæve dem til Gud, men ikke hjælpe dem i deres Gang gjennem
Livet; de negtede ikke Ordenes uudtømmelige Trøst, men de
frygtede den næsten, om de end priste den. Hvis et Menneske
eiede et herligt Smykke, og der kom ingen Tid, da han vilde
negte, at det var herligt, saa tog han det vel af og til frem, glæ-
dede sig derover, men snart sagde han: til daglig Brug kan jeg
dog ikke pryde mig dermed, og den festlige Anledning, ved hvil-
ken det ret skulde saae sin Betydning, den venter jeg forgjeves
paa. Saa vilde han vel lægge Smykket til en Side og med Vee-
mod tænke paa, at han eiede et saadant Smykke og at Livet
ikke forundte ham Leilighed til ret med Glæde at tage det frem.
Saa sadde de da hen i stille Sorg, de forhærdede sig ikke
mod hine Ords Trøst, de vare ydmyge nok til at bekjende, at
Livet er en mørk Tale, og som de, i deres Tanker, vare snare
til at høre, hvis der skulde lyde et forklarende Ord, saa vare
de og langsomme til at tale, langsomme til Vrede. De for-
mastede sig ikke til at bortkaste Ordene, kun at den beleilige Stund
maatte komme. Kom denne, da vare de frelste, det var deres
Mening; og det maa skee, sagde Du, m. T. Eller er der da
kun en Aand, som vidner i Himmelen, men ingen Aand, som vid-
ner paa Jorden! Veed kun Himlen, og den Aand, som flygter
bort fra Jorden, at Gud er god; veed Jordlivet Jntet derom!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
