Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
Havmanden har tabt hende. Kun som Bytte kan hun blive hans;
trofast kan han ikke tilhøre nogen Pige; thi han er jo kun en
Havmand. Jeg har tilladt mig en lille Forandring-S med Hav-
manden, i Grunden har jeg ogsaa forandret Agnete lidt; thi
i Sagnet er Agnete ikke aldeles uden Skyld, som det over-
hovedet er Nonsens og Lefleri og Fornærmelse mod Qvindekjøn-
net at tænke en Forsørelse, hvor Pigen aldeles ingen, ingen,
ingen Skyld har. Agnete er i Sagnet, at jeg skal modernisere
mit Udtryk lidt, en Qvinde, der forlanger det Jnteressante,
og enhver saadan kan altid være sikker paa, at der er en Hav-
mand i Nærheden; thi sligt opdage Havmaendene med et halvt
Øie og det styre de efter som Haien efter sit Bytte. Det er derfor
meget dumt, eller ogsaa er det et Rygte, som en Havmand
k) Ogsaa paa en anden Maade kunde man behandle hiint Sagn.
Havmanden vil ikke forføre Agnete, om han end har forført Mange tid-
ligere. Han er ingen Havmand mere, eller han er, om man saa vil, en
stakkels Havmand, der allerede længe har siddet nede paa Havsens Bund
og sørget. Dog veed han, som det jo læres iSagnet, at han kan frelses
ved en uskyldig Piges Kjærlighed Men han har en ond Samvittighed
med Hensyn til Pigerne, og tør ikke nærme sig dem. Da seer han Agnete.
Mange Gange har han allerede, skjult i Sivet, seet hende vandre ved
Strandbreden· Hendes Skjønhed, hendes stille Syslen med sig selv
fængsler ham til hende; men Alt er Veemod i hans Sjæl, ingen vild
Lyst rører sig i den. Og naar da Havmanden blander sit Suk i Sivets
Hvidsken, da vender hun sit Ore derhen, da staaer hun stille og synker
hen i Drømme, deiligere end nogen Qvinde og dog skjøn som en frel-
sende Engel, der indgyder Havmanden Tillid. Havmanden fatter Mod,
han nærmer sig Agnete, han vinder hendes Kjærlighed, han haaber sin
Frelse. Men Agnete var ingen stille Pige, hun holdt meget af Havets
Brusen, og det vemodige Suk ved Soen behagede hende kun, fordi det
da brusede stærkere i hendes Indre. Hun vil afsted, afsted, storme vildt
vil hun ud i det Uendelige med Havmanden, som hun elsker — da hidser
hun Havmanden. Hun forsmaaede hans Ydmyghed, nu vaagner Stolt-
heden. Og Havet bruser, og Bølgen fraader, og Havmanden omfavner
Agnete og styrter sig i Afgrunden med hende. Aldrig havde han været
saa vild, aldrig saa attraaende; thi ved denne Pige havde han haabet
sin Frelse. Snart blev han træt af Agnete, dog fandt man aldrig hendes
Liig; thi hun blev en Havfrue, der fristede Mændene med sine Sange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
