Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
temmelig sikker paa at faae en Loge alene for sin Person. Er dette
ikke Tilfældet, saa tør jeg anbefale Læseren, for at han dog kan
have et Videns-Udbytte, af hvad jeg skriver, Logen Nr. 5 og 6
« links. Der findes bagerst en Plads i en Krog, kun beregnet paa
een Person, hvor man sidder uforlignelig godt. Man sidder da
alene i sin Loge, Theateret er tomt; Orchesteret spiller en Ouver-
ture, Musikken runger i Hallen, lidt unheimlich netop fordi der
er saa øde. Man er ikke gaaet i Theatret som Reisende, ikke
som Æsthetiker og Kritiker, men, om muligt, som slet ingen Ting,
og er tilfreds med, at man sidder godt og beqvemt, næsten lige-
saa godt som i sin egen Stue. Orchestret er færdigt, Tæppet
løfter sig allerede en Smule, da begynder hiint andet Orche-
ster, der ikke lystrer Eoncertmefterens Stok, men følger en indre
Drift, hiint andet Orchester, Naturlyden i Galleriet, der allerede
har anet B. i Eoulisserne· Jeg sad i Almindelighed langt tilbage
i Logen, kunde derfor slet ikke see 2den Etage og Galleriet, der
som en Kasketskygge ragede ud over mit Hoved. Desto eventyr-
ligere virker denne Larmen. Overalt hvor jeg kunde see, var der
for en stor Deel Tomhed, Theatrets store Rum forvandlede sig
for mig til det Havuhyres Bug, i hvilket Jonas sad; Larmen i
Galleriet var som en Bevægelse af Uhyrets vissera. Fra det Øie-
blik Galleriet er begyndt at musicere, behøves intet Accompagne-
ment; thi B. animerer dette og dette B.
Min uforglemmelige Barnepige, Du flygtige Nymphe, der
boede i den Bæk, som løb forbi min Faders Gaard, og altid
tog hjælpsom Deel i Barnets Leeg, om Du end kun skjottede Dig
selv! Du min trofaste Trøsterinde, Du der i Aarenes Løb bevarede
Din uskyldige Reenhed; som ikke blev ældre, medens jeg var
bleven gammel; Du stille Nymphe, til hvem jeg atter tyede hen,
træt af Menneskene, træt af mig selv, saa jeg behøvede en Evig-
hed til at udhvile, sørgmodig, saa jeg behøvede en Evighed til
at glemme. Du negtede mig ikke, hvad Menneskene ville negte
mig, ved at gjøre Evigheden ligesaa travl og end forfærdeligere
end Tiden. Da laae jeg ved Din Side og forsvandt for mig selv
i Himlens uhyre Rum over mit Hoved, og glemte mig selv i Din
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
