- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Ottende bind /
166

(1920-1926) Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

166

Det Gode er Eet, Lønnen er et Andet, den kan jo komme
og den kan udeblive, indtil videre, og indtil det Sidste. Naar
han da vil det Gode for Lonnens Skyld, saa vil han ikke Eet,
men et Dobbelt. Det er nu vist, at paa den Maade kommer
han ikke langt frem ad det Godes Vei, thi i Grunden er det
som hvis et Menneske, istedenfor det Naturlige, at bruge begge
Øinene til at see Eet, vilde bruge det ene Øie for at see til den
ene Side, det andet Øie for at see til den anden Side: det lyk-
kes ikke, det forvirrer kun Synet. Dog derom tale vi her ikke,
men kun om, at det er Tvesindethed. Ogsaa i Oldtiden var
denne Sag ofte Gjenstand for Overveielse. Der var Fræk-
hedens frække Lærere, som meente, at det Retfærdige var at
gjøre Uret i det Store, og saa at kunne give det Udseende af,
at man dog vilde det Gode: saa havde man dobbelt Fordeel,
meente de, den usle Fordeel, at kunne gjøre Uret, at kunne faae
sin Villie, lade sine Lidenskaber rase; og den hykkelske Fordeel,
at synes god. Men da var der og i Oldtiden en eenfoldig Viis,
hvis Eenfoldighed blev en Snare for de Frækkes Spidsfindig-
hed, han lærte, at man, for ret at være sikker paa, at det var
det Gode man vilde, endog burde undgaae at synes god, for-
modentligen for at Lgnnen ikke skulde blive fristende. Thi saa
forskjelligt er jo det Gode og Lønnen, naar Lønnen adskilt efter-
tragtes, at det Gode er det Forædlende og Helliggjgrendez
Lønnen det Fristende, men det Fristende er aldrig af det Gode.
Den Lon, vi her tale om, er Verdens Løn, thi den Løn, som
Gud for evigt har sammenfoiet med det Gode, den har ingen
Misligheder, den er ogsaa sikker nok; den kan hverken det Nær-
værende eller det Tilkommende, hverken det Høie eller det
Lave, den kan Englene ikke ville og alle Djævle ikke formaae
at adskille fra det Gode. Men dersom Verden selv ikke er i sit
Jnderste god, dersom den endog, som Skriften siger, ligger i
det Onde, eller dersom det dog er langtfra at være saaledes,
at Den er den sjeldne Undtagelse, Den, der ikke vil det Gode:
saa er Verdens Løn jo mislig, saa er det sandsynligere, at den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:46:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kierkesaml/8/0174.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free