Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med skræmte Fjer. Du flyr som for en Piende,
men Elskov gør jo mig til din Forfølger.
O. vogt dig, at du ikke snubler: vogt dig,
at Torne ikke snarer dine Fødder,
som aldrig sligt fortjente. Vé mig, vé,
om ieg skal blive Aarsag til din Smerte!
Den Sti, du løber paa, er haard og knudret:
løb sagtere, og jeg min Hast vil mindske.
Lær dog at kende den. som elsker dig.
Jeg er jo ingen Bjærgbeboer, Hyrde,
ej nogen raa, trælbaaren Hjordedriver.
Du véd ej. hvem du fly’r, dumdristige,
kun derfor flygter du. Mig dyrker Delfi.
og Tenedos og Pathara og Claros.
Jupiter er min Fader. Klargjort vorder
ved mig alt hvad der bliver, var og er.
Til Lyren knyttes Sang og Digt ved mig.
Ufejlbar er min Pil: end mere sikker
kun den, der traf mil Hiærte, aldrig raml
tilforn af Elskovs Pile. Lægens Kunst
er skabt af mig. Jeg kaldes Hjælperen.
Urternes Kraft er undertagl min Vilje.
Vé mig, at ingen Lægeurt der findes
mod Kærlighed, og at min Kunst, der gavner
Alverden, for sin Herre kun er gavnløs!~
Og han vil aige mér. men Dafne flygter
i fryglsom Hast og lader sin Forfølger
med usagt Ord paa Læberne tilbage.
Og dejlig var hun, selv imens hun løb:
Vindene blotled hendes hvide Legem
og bølged stærkt i hendes Klædebon;
den lede Luftning vifter gennem Haaret.
i Flugten var hun skøn som aldrig før.
Ej længer vil den unge Ouddom ofre
sin søde Bøn forgæves. Frem han haster,
af Amor. som ham følger, drevet frem.
En gallisk Mynde lig. der just bar øjnet
en Hare paa den vidtudstrakte Mark:
ved ilsomt Løb den ene søger Byttel.
den anden Frelse: hin. som haaber. iusi
i næsle Nu at slaa sin Tand i Ofret,
med fremstrakt Snude strejfer Harena Fod.
men denne, stedt i Tvivl, om den er greben,
i sidste Nu fra Biddet flaar sig løs
og undgaar Munden, som har rørt den alt —
just saadan iler Foibos og den Skønne,
af Haabet han. af Frygten hun gjort snar.
men hurtigst er dog Guden, som forfølger,
thi Amor staar ham bi med sine Vinger,
han haster fremad uden Rast og Hvile,
alt bøjer han sig over hendes Ryg,
og rører med sin Aande Dafnes Haar,
der flagrer vildt. Da blegner hun afmægtig;
den vilde Flugt har ranet hendes Kraft,
og vendt imod Pengusflodens Bølger
hun raaber: .Hjælp mig Fader, hjælp, soasandl
I Floder ejer Guddomsmagt og Evne!
Udslet ved en Forvandling denne Skønhed,
som bragte mig kun alt for stor en Gunst I"
Og knap er Bønnen endt, før blytung Mathed
de runde Lemmer stivner, spæde Bark
det bløde Bryst omslutter. Haaret vokser
i grønne Blade, Armene i Grene.
Den nys saa lette Fod af seige Rødder
nu bindes fast, om hendes Ansigt drager
sig Træets Krone, og i den alene
bevares end en Glans af hendes Skønhed.
Endog saaledes elsker Foibos Dafne.
Da med sin højre Haand han rører Stammen,
føler han hendes Hjærte endnu banke
under den unge Bark. Og mens han knuger,
som var del Dafnes Lemmer, Grenene
i Favntag ind, han kysser Træet ømt:
men Træet selv sig vægrer ved hans Kys.
da raaber han: .Kan Du saasandt ej blive
min Viv, forvis! du være skal mig viet!
Mit Kogger, mine Lokker og min Lyre
skal bære dig til evig Tid, o Laure.
Du skal bekranse Latiums Sejerherre,
naar glade Slemmer hilser hans Triumf
og Jubelskaren gaar mod Capitol.
Ved Cæsars Slol paa Palatin skal du
som Vogter slaa og trofast værne om
hin Egekrans, hvormed dets Port er smykl.
Og ligesom mit Haar i frie Lokker
skal bølge om mit ungdomsfagre Hoved
til evig Tid. saaledes skal og evigt
du bære stedsegrønne Blades Hæder.« —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
