Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
barn, — en kvist af hans rod, der kunde grønnes,
når han selv var visnet, en arving, der ikke biot
bragte hans navn til eftertiden, men var en del af
hans sjæl, en fortsættelse af hans eget liv, selv når
dette var slukket. Hvem er så hård og kold, at
han ikke føler sit eget hjærte græde af ynk med
denne barnløse fader ? Hvor er nu den ydmyge
fryd, hvormed han bøjede sig for himlen, der
bønhørte hans sjæls længselssukke ? Hvor er faderens
stille glæder, den dybe salighed, når han så’ sit
eget billede i et lille, uskyldigt barn: det slog sit
øje op af søvnen, og han kendte sit eget blik, det
smilede til ham, og han mødte sine egne træk, i
mildnede og mere bløde gennem dets lyse smil.
Og han hævede sine tanker mod det høje og lovede
Den, der havde givet ham kød af hans kød og blod j
af hans blod, så hans slægt kunde leve længe på
jorderige. Nu ligger hans håb som en vissen
blomst i denne lille kiste.« j
Faderen sad og holdt sin tykke sortbehandskede
hånd for øjnene; moderen havde sænket sit blik, da
præsten så’ derned, men hun syntes ikke at være
grebet som manden. Præsten havde forresten tit
lagt mærke til, at kvinderne kunde være så underlig
tørre i deres følelser.
»Og hvem kan udgrunde moderens sorg?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
