Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 19. Om dronning Gunivers død - 20. Om Lancelots død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249
Men da hun var sænket i jorden, da segnet herr
Lancelot om og laa paa graven som død. Men
erkebispen vækket ham og mælte: Søn, du for
tørner Herren med slik heftig sorg."
Men Lancelot svarte: „ Fader, Herren kjender
mit hjerte, og ikke tror jeg han vredes over min
sorg. Ti jeg sørger ikke for nogen syndig lyst,
som jeg er skilt fra, men min sorg er uten ende.
For jeg mindes hendes fagerhet og ædle sind, og
min konges høie mod og ridderlige færd, og jeg
tænker paa min falskhet og mit hovmod som voldte,
at her ligger de lavt i støvet, som engang skinnet
saa klart over alle kristne fyrster, at ingen kunde
lignes ved disse to. Og da jeg ihukom deres god
het og min utaknemlighet, da blev mit hjerte saa
tungt, at det tvang mig tiJ jorden."
20. Om Lancelots død.
Og efter den dag visnet herr Lancelot mere og
mere hen, og han bad dag og nat og sov kun en
stakket og urolig blund indimellem, ti altid laa han
ved kong Arturs og dronning Gunivers grav. Saa
gik seks uker; da blev han syk og hans fæller
bragte ham i seng. Og han sendte bud efter erke
bispen og sine staldbrødre. Men da de kom, bad
han med svak røst: „ Herre biskop, giv mig den
sidste olje og nadver, at jeg kan være rede til at
fare herfra som en kristen mand." »Gud vil hjælpe
eder," svarer biskopen, »at det ikke gjøres for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
