Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
245
Hun saa over paa moren, men Ragnfrid taug.
«Hadde jeg været slik at jeg hadde kunnet bli gift.»
sa Ulvhild, «da skulde jeg aldrig vendt mig fra Simon
— han var snil, og han var saa sorgfuld da han sa
farvel til os alle.»
«Dette vet du din far har sagt vi ikke skulde tale
om,» sa Ragnfrid, men Kristin mælte trodsig:
«Ja jeg vet at han sørget mere over at skilles fra
dere end fra mig.»
Moren mælte vredt:
«Da maatte han ogsaa været litet kry, skulde han
vist det for dig at han sørget — du handlet ikke vak
kert mot Simon Andressøn, datter min. Endda saa
bad han os, vi skulde ikke true dig eller bande dig —»
«Nei han mente vel han hadde bandet mig saa me
get,» sa Kristin som før, «at ingen anden har nødig at
si mig hvor ussel jeg er. Men ikke merket jeg noget
til at Simon brød sig stort om mig før han skjønte, jeg
hadde en anden mand kjærere end ham.»
«Gaa hjem dere,» sa moren til de to smaa. Hun satte
sig paa en stok som laa der, og drog Kristin ned ved
sin side.
«Det vet du vel,» tok hun paa, «at det har altid været
holdt for mest sømmelig og hæderlig, at en mand ikke
talte for meget om elskov til fæstemøen sin — sat ene
med hende eller viste sig for heftig —»
«Aa jeg undres paa,» sa Kristin, «om unge folk som
har hinanden kjær ikke glemmer sig en gang eller
anden, men altid mindes det, de gamle regner for søm
melig.»
«Vogt dig du, Kristin,» sa moren, «at du aldrig glem
mer det.» Hun sat litt. «Det er nok saa, skjønner jeg,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
