Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Frændsømd — - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Simon taug litt — første stund syntes han den
anden hadde ret. Men saa slog det ham — nei nu
var Erlend rent urimelig. Skulde han gaat her og latt
Kristin og drengene tro saa daarlig om sig. Han spurte
om det, heller heftig.
«Jeg har aldrig ymtet ett ord om det, maag, hverken
til mor eller til brødrene mine,» sa Gaute og vendte
sit vakre, lyse aasyn mot mostermanden.
«Ja sidst fik de da vite om det likevel,» svarte Simon
stædig. «Jeg mener, efter alt det som hændte den
dagen hos mig, maatte vi klare op saken. Og jeg skjøn
ner ikke, det kunde komme din far saa uventet — stort
mere end barnet er du ikke, Gaute min, og rent ung
var du, da du blev blandet ind i disse — lønraad.»
«Min egen søn maatte jeg vel tro jeg kunde lite
paa,» mælte Erlend heftig. «Og jeg hadde ikke to
kaar at vælge mellem, da jeg skulde berge brevet. Det
var at gi det til Gaute eller la sysselmanden finde
det —»
Det syntes Simon nytteløst at snakke mere om saken.
Men han kunde ikke holde sig fra at si:
«Litet likte jeg det da jeg skjønte, hvad gutten har
gaat her og trodd om mig i fire aar. Jeg har altid tykt
godt om dig, Gaute.»
Gutten drev sin hest nogen skridt frem, rakte ut
haanden, og Simon saa at hans aasyn mørknet, som
om han rødmet:
«I faar tilgi mig, Simon!»
Simon klemte barnets haand. Stundimellem kunde
Gaute være saa lik sin morfar i ansigtet, saa Simon
blev rent underlig tilmote. Han var noget hjulbent og
liten av vekst, naar han gik, men han var en ypper
lig rytter, og tilhest saa han ut som det fagreste mands
emne nogen far kunde glæde sig over.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
