Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Skyldnere - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
«Jeg har ikke hug til at gaa op endda — jeg kan
ikke sove —»
«Hvad er det som ligger dig saa tungt paa sindet
da, Kristin, saa du tror ikke du skal faa søvn?» spurte
han litt efter.
Kristin rettet sig op. Hun stod med en hespel lyng
grønt uldgarn i h-ænderne; hun slet og tullet den mel
lem fingrene.
«Hvad var det du hadde ordet med Naakkve om
idag —» hun svelget etpar ganger, hun var saa tør i
halsen. «Et raad som — det duget ikke for ham, syn
tes han mene — men dere talte om at Ivar oe
Skule —»
«Aa — det!» Erlend smilte litt. «Jeg sa bare til
drengen — jeg har da en maag ogsaa, naar jeg ret
tænker mig om. — Endda Gerlak vilde vel neppe være
saa fus til at kysse paa hænderne mine og bære av
mig kappe og sverd som han var før i verden. Men
han har skib i sjøen — og rike frænder baade i Bre
men og i Lynn. Han maa nu vel skjønne det, man
den, at han er skyldig at hjælpe sin kones brødre —
ikke sparte jeg godset mit, da jeg var rik mand og
giftet datter min med Gerlak Tiedekenssøn.»
Kristin sa intet. Sidst sa Erlend litt heftig:
«Jesus, Kristin, staa da ikke slik og stir, som du var
blit til sten —»
«Ikke tænkte jeg, den tid vi først kom sammen, at
børnene vore skulde trænge at vanke verden omkring
og be om føden i fremmedes gaarder —»
«Nei saa djævelen om jeg har tænkt, de skal be!
Men skal de avle sig maten her paa dine gaarder alle
syv, saa blir det bondekost, Kristin min — og jeg tror,
mine sønner duger litet til det. Huggebasser ser de
ut til at bli, Ivar og Skule — og ute i verden er der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
