Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
Kong Haakons Forordning vedkommende Kirkens Gmbebsmcenb.
budsmcrnd overtrceder hvad nu er ncevnt og betpnger Kongens Thegner
med Ban eller anden Haardhed for at faa dem til at underkaste sig
nye Paalceg, da stal Lagmand eller Sysselmand, hvem som Bonden
opfordrer, vcere skyldig til at hjcelpe ham til gammel Lov; men har
paa den anden Side Provsten ret Sag mod Venderne, da stal Lag
mand eller Sysselmand ogsaa pligte disse sidste til at gjsre Kirken
Ret. — Tykkes det Lagmand eller Sysselmand, at Provsterne forurette
Kongens Thegner, og ville Provsterne paa ingen Maade lyde hines
Advarsler, men trcenge Venderne med Ban og andre Tyngsler til at
underkaste sig deres Paalceg, da fortjener ei den at nyde Ret, som ei
vil forunde Andre den, og stal Lagmanden eller Sysselmanden i saa
Tilfcelde erklcere Provsterne eller deres Ombudsmcend dette, og derpaa
forbyde baade Kvinder og Karle at arbeide for dem, eller tjene dem,
eller leie af dem Gaarde, Hnse eller Skibe.
Dette var i Grunden et Tilsvar fra Kongens Side i rene og
klare Ord paa det oslofle Provinsialconciliums Fornyelse af Erkebiskop
Jons Statuter med Hensyn til Vans Anvendelse, da Kongen jo her
tydeligen opstiller den Grundscetning, at Bannet ei maa anvendes til
at fremtvinge noget, der strider mod gjceldende Landslov, og at folgelig
Geistlighedens Ret til at anvende Banscettelsen er betinget af Lands
loven. Forordningen kan ogsaa paa en Maade siges at indeholde en
Erklcrring af Kongen om hvad han af Tunsbergforeningen agtede for
bestaaende, eller rettere hvilke Bestemmelser han vilde lade trcede i hiin
Forenings Sted, hvilken altsaa ved ncervcerende Forordning end yderli
gere, end fer var sieet, fra Kongedemmets Side betegnedes som op
hcevet, magteslos og intetsigende.
Det var ikke nok, at Haakon, som ved sidstomtalte Forordning
sieede, henviste Geistligheden til den samme Lydighed mod Landets Love,
som Kongens Undersaatter i Almindelighed skyldte disse; — han ar
beidede ogsaa ved denne Tid paa at gjsre Kongedsmmet, saavidt mu
ligt, uafhcengigt af Viskoppernes og den af dem ansatte hsiere Geist
ligheds Bistand i verdslige Regjeringsanliggender.
Den europceiste Statskunst og de europcrisie Staters indbyrdes
Forhold var nemlig allerede saaledes besiaffet, at der til deres Ledning
udfordredes en videnskabelig Dannelse, navnligen en Kjendstab ikke
alene til den canoniste Ret, men ogsaa for en Deel til den civile ro
merske, som det endnu var sjceldent at trasse udenfor den hsiere Geist
ligheds Kreds. Denne spillede derfor ide fleste politiske Underhand
linger Staterne imellem Hovedrollen, om ikke altid just som Formcend
i Navnet, saa i det mindste i Virkeligheden, i Egenskab nemlig af Skri
vere, Tolke og saadant mere. En lignende Dannelse krcevedes ogsaa
i Bestyrelsen af de indre Statsanliggender, i det mindste forsaavidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
