Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
Ved ham at prvde med de vilde Krandse,
De mange, den saa vppigt havde flettet —
Jeg satte mig og stirred’, Hov’det støttet,
Ad Vindvet ud, og naar da Soen skjælved’
·J Aftnens klare Guld, og Voven rulled’
Saa sagtelig mod Stranden hen, og kossed’
Med vlnden Leehe den saa ømt, og, naar
Mod Rod-den længere jeg kasted’ Blikket,
Og Pindus’s Toppe saae, hvor Skyen mørk
Paa hreden Arm laae gyldenhoved stille,
Og tog sin Aftenhvile, — da, ja da
En Ahnelse i Brystet steg, som greb mig,
Saa Taaren trilled’ hurtig, og min Bakrn gik
Som oprørt So. Men Ahnelsen var uklar;
Først nu er Ahnelsen tll Vished bleven,
Og Billedet er steget frem af Taagen,
Thi nu jeg kjender dig, la Erem, dig!
Han havde ret, den gamle Sanger, han,
Som Haeven slog saa tit i Aftenstunden,
Naar Mørket laae paa Seen, Tyendet
· Farsamlet var ved Husets Dør-, men jeg
I Sengen laae, han havde ret, hiin Sangen
Naar Blomsten stærkest Vellugt har,
Paa Stanglen findes den ei meer;
Naar Varmen hopper saare snar,
Har Livet ingen Morgen meer.
Efter en Pause-)
Men Dronningen, hvad vilde han da hende?
Og, aldrig havde jeg dog troet det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
