Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
eller forkastet, og helst det sidste, for det
var ikke saa mange, han satte i «første
klasse». Hans kritik i skrift var jo intet
mod hans kritik i tale. Han kastede et ord
hen, og kunde man ikke straks give noget
igjen, var man kasseret. Naar han udtalte
sit: dumt med den udprægede u, var det
forbi med en.
Især var damerne rædde for ham, og
naar han saa talte til dem, var det som en
stor hændelse. «Tænk, Welhaven har tait
til mig. Der stod lian.» En dame, som
kjendte ham meget godt og holdt meget af
liam, har fortalt, at hun en dag saa paa
gaden en liund, en af disse med svære
kja>-ver og tænder, knuse i smaafliser et vedtrø.
Hun maatte tænke paa Welhaven. En anden
skriver, at det er, som der blir lagt «et Segl
paa Munden og en Tyngde paa Følelserne»,
naar lian er tilstede; «endogsaa den Smule
Sypigegodmodighed som han kalder det
hos saadanne Hverdagsmennesker — som
jeg vei besidder, og som han vist ogsaa
vilde vide at sætte Pris paa, er hæmmet».
Fru V. Ullmann skildrer med levende
farver hans frygtelige, allestedsnærværende
kritik.* Betydelige damers konversation blev
* Nyhende. 2. aargang. 1888, s. 291.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
