Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,374
Og hvor jeg standser tankefuld
og er det Fjerne nær,
der skyder Mindets Blomst af Muld
og af de gamle Trær.
Jegjiører i den stride Elv
de svundne Dages Rost,
’ den klinger under Lundens Hvælv
fra mangen Sangers Bryst.
Da lever jeg et Liv paany,
hvis Vei blandt Torne faldt,
og er dog nu i Mindets I.3*
velsignet overalt.
Du fagre Dal! Min Ungdoms Skat
har du bevaret omt.
Du ved, hvad jeg i Sorgens Xat
og Haabets Gry har drømt.
Saa slutter lian digtet med at prise dalen*
fordi den har givet ham det nve, lyse hjem.
Gaar vi 1111 til Welhavens sidste bog,
En digtsamling, 18(50, viser det sig, at
hans tanker drages lige sterkt mod den
tabte. Der er foregaaet en sterk vekst i
hans religiøse følelse, og hans savn tager
mere fonn af længsel efter gjensyn. Han
skildrer i digtet Sy 111 pli o ni tonernes magt
over hans sjæl; de har sprengt alle
hemmende skranker, aabnet den lyse hal, hvoi:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
