Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Fædrelandet - 127. Den fremmede. For læseboken av J. Tjomsland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingen sa stort, enhver søkte at være alene; det
kunde være adskillig at tænke paa ikveld. For alle forstod
at det kanske var sidste gang de saa dagen gaa ned, og at
mange — maaske de fleste — imorgen kveld vilde sove den
evige søvn. Tankerne for vildsomt omkring, indtil de til*
sidst samlet sig om det som laa mest paa sindet. Nogen
gransket efter i samvittigheten om de hadde et eller andet
uopgjort regnskap; andre tænkte paa en eller anden de
hadde noget utestaaende med, og forsøkte at tilgi ham i sit
stille sind, Men de fleste tænkte paa hjemmet og paa dem
som ventet, og nu sat de og skrev breve. De var saa
aapen-hjertede, at de fleste av dem som overlevde slaget,
skammet sig og rev brevene istykker dagen efter.
Den gamle general steg op paa en kan on vogn og talte
til soldatene. Han bad dem tænke paa hvilket verk de
imorgen skulde utføre. De skulde føre Transvaals baDner
frem mot verdens mægtigste nation, men det skulde de ikke
være rædde for; de stred for frihetens hellige sak — for
hjem og fædreland. Han endte sin tale med en bøn. Han
bad ikke om seier for sine vaaben. Han bad en
brændende bøn for fædrelandet, for alle sine soldater, for alle
dem som sat hjemme og ventet; men især bad han for alle
de kjække gutter som ikveld saa solen gaa ned for sidste
gang. — Da han steg ned av vognen, reiste en av guttene
sig nede i leiren; han tok hatten av, lænte sig ind til en
stor sten, og begyndte at synge: «Vor Gud han er saa fast
en borg......» paa — norsk!
Det blev med ett stilt omkring; bare leir ild en spraket
mens den norske salme klang høi og mægtig i
nattestil-heten. Ingen forstod et ord av selve salmen; men alle
forstod at den fremmede gut bad til ham som styrer folkenes
skjæbne, og derfor tok de hattene av og foldet hænderne
én for én. Længe efter at de sidste touer var død hen,
blev de staaende med foldede hænder og bøide hoder;
læberne bevæget sig, de bad — bad alle som én varmt
og iudtrængende for fædrelandets sak. Saa rettet de sig
og gik med faste skridt, hver paa sin post. Mand efter
mand blev borte mellem fjeldene; til slut var ikke et liv at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
