Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
Sommeren jævnligt at flyve rundt med
Banetogene, og jeg kan endnu mageligt vandre to
til halvtredie Mil om Dagen. En rigtig varm
Jordens Elsker« (som Ewald kaldte sin Ven,
Moltke) er jeg og maa som saadan dybt
beklage, at jeg kun har lært en næsten
forsvindende Del af denne Klode at kjende. Hvad
jeg iblandt saa meget, meget Andet usigelig
gjerne vilde have set, er den sydlige Halvkugles
Stjernehimmel, som jo langt skal overgaa vor
i Skjønhed, hvorpaa den for dem begge fælles
Sirius er en saa glimrende Prøve. Denne vor
pragtfuldeste Stjerne var den første, jeg lærte
at kjende, idet jeg som Lille spurgte min Fader
om Hundestjernen, som Gulnare i »Aladdin«
ved Aftensmaaltidet henleder Noureddins
Opmærksomhed paa; jeg gjenser den med stor
Glæde ved hver en Vinters Begyndelse og
længes mangen Gang efter den om Sommeren,
mens den er usynlig for os. — Dog jeg er
kommen bort fra min Fortælling og maa vende
tilbage til den.
Holbergs Komediers ottende og sidste Bind
udkom i 1854; men forinden havde jeg tillige
mesten Dels tilendebragt en Udgave af Johannes
Ewalds samtlige Skrifter, som var forberedet ved
Brødrene Christen og Edvard Thaarup.
Samfundet til den danske Literaturs Fremme
understøttede Foretagendet, fastsatte og udredede
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
