Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PLATONE ANTONIO.
21
Pludselig er det fjollede smil forsvundet, og
han optræder som bleeven signor, han ogsaa.
Nu er vi ikke længer det naive fjeldpublikum.
Vi er hans ligemænd, hans medvidere i det, han
elsker høiest paa jorden: La lingva italiana, la
piu bella lingva del mondo*).
Af meget nærliggende grunde optraadte han
først som en taus og ordknap mand. Nu vælder
en ustanselig strøm ud af ham.
En lang taushedens dæmning er brudt. Han
kan faa tale sit deilige, klingende modersmaal;
han slipper at stotre og stamme de faa
møisom-melig lærte ord af et fremmed, et barbarisk sprog
oppe i Ultima Thule — og ordene fosser frem
som bækkene om vaaren, naar isen er brudt, naar
varmen og livet er kommet!
Han slutter at spille. Han vil ind i dette
hus, hvor de forstaar lians eget sprog. Han gir
en god dag i sin lirekasse, sit „organo" — han
er altsaa mere menneske og fædrelandsven end
kunstven, — og kommer smilende ind i kjøkkenet.
Han gestikulerer, han illustrerer paa
syd-boens vanlige vis og skræmmer næsten livet af
os urokkelige fjeldfolk, som ikke forandrer en
mine, selv om jorden, hvorpaa vi staar, raser ud
med os!
*) Det italienske sprog, det skjønneste sprog i verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
