Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I TØMMERFLØDNINGEN.- 9
sorger og de smaa kampe drukner og gaar op i
den ene store sorg, som al skabningen har
tilsammen, og som verdenshavet gjemmer i sit
moderlige skjød, idet hun luller hvert enkelt
individs sorg tilro under himlen og stjernerne — da
blir der fred nede ved elven igjen. Men ikke
dødsfreden fra i vinter. Nu tænkes der livets
tanker dernede.
Munter og frigjort rinder elven, travl og fuld
af planer: Tømmeret skal fløtes!
Og der ligger de ved bredden alle disse
skogens største og rankeste trær i store, lyse
hauger. De fylder luften med en fin
vanille-lignende duft, en duft fuld af vemod; for det er
træets hjerteblod, som har fremkaldt den; det er
træets sjæl, som synger sin vemodige lille sang
i den fine vanilleduft: Vi fik ikke lov til at leve,
endda vi intet andet begjæred end at staa stille
og ydmygt paa vor plads, har aldrig drømt, selv
i den vildeste storm om slig kamp og trods som
den i elven om vaaren.
Bare en sjelden gang, naar stormen jog
igjennem vore kroner, spændte vi vore grene ud
som til fiugt og lekte, at vi kunde flyve! Og da
dasked og slog vi i ungdommelig vildskab grenene
i hodene paa hverandre og lekte krig — vi stille,
tause væsener, som ved saa godt, at vi aldrig,
kommer af flekken, før vi har faat dødshugget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
