Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Malstrøm
211
Og det var sandelig godt, kun kom, for der var en liel
Del at omarrangere. En gammel med Uldtøi betrukket
Lænestol skulde ned fra Mørkloftet, og Sofaerne byttes
med dem paa Sørsalen, som der ikke var Træværk og
Sprinkler i, — «for Griiner taalte aldeles ingen Træk, —
derimod saa meget som mulig aabne Vinduer, det var
Luften, som skulde gjøre det» ...
Det var, som Nordenvinden fo’r gjennem hele Huset,
sagde Henrik, — Dørene fløi næsten op af Trykket foran
bende!
Og da hun saa kom med Griiner og alle Børnene og
to Tjenestepiger og al Bagagen, — i to Vogne og et stort
Kjærrelæs, — saa var der jo en Hurlumhei, medens det
stod paa, og alt skulde gaa som en Røg for hende.
Men saa var det da ogsaa over med engang som et
Uveir.
En Timestid efter stabbede Grüner med sine forede
engelske Patentsko mellem Hækkene, og laa den mindste
og sov og rulledes i Barnevognen langt nede i Gangene i
Haven. Det var, som de havde været der i fjorten Dage.
Mina Biermann kom kjørende fra Nedre-Bruget en
Sviptur for at hilse paa de nyankomne.
Hun maatte straks om og beundre, hvor udmærket
hensigtsmæssigt Antonia havde faat alt indrettet for
Gubben og Børnene ... «Biermann skulde nok komme over
og tage sig af Griiner, saa han ikke kom til at kjede sig
der isommer,» forsikkrede hun ...
«Men har Du lagt Mærke til, hvor mager Marianne er
blevet, Mina?» yttrede Antonia, medens de gik der og
saa sig om. «Det passer ikke for Marianne at være
mager, hun blir saa lang og tynd i Ansigtet, holder paa at
tabe sig, synes jeg!»
«Marianne?» ... Mina havde ikke tænkt paa det.
«Hun kan da ikke ville gaa her som en sørgende Enke
efter Bastian hele sit Liv!» tog Antonia i.
«Det er ikke muligt at forstaa sig paa Marianne
hverken for mig eller Biermann! Her kommer den ene
og den anden, baade Doktoren og Robarth, og hilser paa
Henrik, som de siger. Jeg er vis paa, hun kan faa, hvem
hun bare peger paa. Men det ser næsten ud, som hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
