Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•196
for «den frie Odelsbonde». Han var «Oldtidens
Arvtager», «Odins Sen», «et Skud af gamle
Kjæmpe-stammen», Repræsentant for «Oldtidens
Friheds-aand», der gjennem ham «udbreder sig i Norges
Dale- o. s. v. Hans Dyder var ham «overantvordede
fra det gamle Norge, hele og med det gamle Præg,
uforvanskede som jordgravet Guld, opspirende
uformærket som Sæd,- der faldt af og blev liggende
Vinteren over». (Wergelands samlede Skrifter, III
Pag 395.) Hans Sprog, lians Udseende, hans Dragt,
hans Levemaade, kortsagt, hans hele Færd var et
tro Billede af de gamle Nordmænd. Ved at se Ole
Haagenstad - seende til sine Folk i sin blaa
Vadmels-kjortel med de blanke Knapper» maatte Henrik
Wergeland uvilkaarlig tænke paa «gamle Sigurd
Syr — ærværdig Ihukommelse — saaledes som
Sagaerne skildrer ham paa sit Jorde».
Den Skildring, hvori disse Ord forekommer, er
overordentlig karakteristisk og illustrerende, og det
vil derfor lønne Umagen at betragte den lidt nærmere.
«Jeg besøgte engang Ole Haagenstad,»
fortæller Wergeland. «Snorre laa der. Intetsteds
forekom lian mig mere hjemme, intetsteds saa 113’ i
sine Sagaer. Det gamle Skindbind var der ligesaa
naturligt som et moderat Tidsskrift paa en literær
Byherres Bord. Men hvorfor fæstede endelig
Tankerne sig paa Dale-Gudbrand og Thorer af
Steig, naar Øjet hvilede paa min Vert? Og da
Klokkerne ringede til Kirke nede i Dalen en Søndags-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
