- Project Runeberg -  Sydhavet /
29

(1918) [MARC] Author: Jack London Translator: Axel Halling
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



MAPUHIS HUS 29

var en gammel Kone. Møjsommelighederne havde pint
Fedtet af hende, saa der neppe var mere tilbage end Skind
og Ben og nogle faa sejge Muskler. Kanoen var stor, og
der skulde egenilig tre stærke Mænd til at ro den. Men hun
gjorde det alene, med en selvlavet Aare. Desuden var
Kanoen slemt læk, og en Trediedel af Tiden maatte hun
anvende til at øse. Da det blev klart Daglys, spejdede hun
efter Hikueru, men forgæves. Agterude var Takokota
allerede sunket under Synskredsen. Solen skinnede ned paa
hendes nøgne Krop og tvang den til at afsondre sin
Fugtighed. Der var to Daaser Laks tilbage, og i Løbet af Dagen
borede hun Huller i dem og drak Suppen. Hun havde
ingen Tid at spilde med at pille Kødet ud. En Strømning
førte hende mod Vest, og vestpaa drev hun, hvad enten hun
ogsaa drev sydpaa eller ej.

Tidligt om Eftermiddagen kunde hun faa Øje paa
Hikueru, naar hun stod oprejst i Kanoen. Øens Rigdom af
Kokospalmer var borte. Kun hist og her med store
Mellemrum kunde hun se de splintrede Levninger af Træer.
Synet opmuntrede hende. Hun var nærmere end hun havde
troet. Strømningen drev hende mod Vest. Hun søgte at
kæmpe imod den og roede videre. Kilerne i Aarens
Surringer arbejdede sig løse, og hun spildte megen Tid ved
jævnligt at maatte stramme dem. Og saa var der Øsningen.
Hver tredie Time maatte hun holde op med at ro for at øse.
Og hele Tiden drev hun mod Vest.

Ved Solnedgang laa Hikueru sydøst for hende i tre
Fjerdingvejs Afstand. Det var Fuldmaane, og Klokken otte
laa Landet stik øst en halv Mil borte. Hun var lige midt
i den strideste Strøm; Kanoen var for stor; Aaren var for
mangelfuld; og hun maatte spilde for meget af sin Tid
og Styrke med at øse. Desuden var hun meget svag og blev




<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:46:16 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ljsydhavet/0033.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free