Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
Hun havde ikke havt raad til de støvlerne —
næsten to maaneders løn. Nu fik hun altsaa ikke
lagt de blomsterne op paa graven — foreløbig.
Det var leit, for hun havde bestemt det, følt det
som enslags offer til morens minde. — Hun havde
ikke været snil hjemme bestandig, misfornøiet tidt —
siden hun kom til Iversens, havde hun ofte tænkt paa
det. Du gode Gud, saa storartet mama havde været
igrunden. — Og saa kunde hun ikke afse den smule
blomster til hende engang, men kjøbte op pengene
i pynt —.
Struben snørte sig sammen, og i den følelse, der
pinte hende — ydmygelse, armod, træthed, fødtes
et pludseligt, smerteligt minde — fra for længe, længe
siden, men saa bedsk, at det aldrig glemtes. Hun
og Gerda havde stjaalet stikkelsbærkart, hele hattene
fulde, og saa opdaget moren det, forbød hende at
spise det umodne skidt og kogte suppe paa det. Det
var det hele; ingen, ikke moren, ikke nogen i verden
vilde forstaat det, havde hun sagt, at hun var saa
fortvilet, at hun blev syg bare af at se suppen. — Det
var jo meningsløst, men det var et barns vanvittig
saarbare sind, en fantasi, svid af fattigdommen, be
tændt af kameraternes gjøren nar for gamle klær
og stygt fodtøi, af morens klager, af ønsker, der var
umulige for hende bare — af tusen smaatterier —
for en skam, for en skam, — stjæle til middagsmad!
Var de saa fattige! —
«Uni, hvor nydelig du er,» sagde Birgit sagte.
Hun stod og stirret paa kusinen.
Ufja, hun slåp vel ikke Birgit, hun maatte vel
ha hende med og bade nemlig —. Stakkars, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
