Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Folkets Charakter og Private Liv - 1. Almindelig Charakteristik af Madagasserne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A 9
somme Scener. Vi ere naturligvis blevne Vidner til utallige
saadanne. Jeg stal her indstrcenke mig til et enkelt Gxempel :
For nogen Tid siden foretog jeg isammen med Borchgrevink en
liden Nekreationstour til et Vandfald et Par Dagsreiser i Nord
vest for Hovedstaden. Vandfaldet er paa den ene Side af
Elven, vaa hvilken vi befandt os, omgivet af en temmelig tæt
Skov, inde i hvilken der ligger et lidet, Dronningen tilhorende
„Lystslot". Da Veien til Fossen gaar lige forbi dette, saa
holdes her stadig Vagt af en i en liden By ved Indgangen til
Skoven stationeret Garnison. Da vi ikke medbragte noget Brev
fra Dronningen, var man lidt uvillig til at slippe os ind, og
lod sig ialfald forlyde med, at vi maatte vente længe. Vi
lode da vore Mormiter tilbage i Byen for at koge sin Ris,
medens vi übemærket luskede afsted ned til Elven nedenfor
Skoven og derpaa fulgte Floden opover til Fossefaldet. Efter
at have taget Fossen i Uiesyn — den stjønneste Fos i Ind
landet — vendte vi tilbage og toge nu en B.envei tvcersigjen
nem Skoven, da vi ikke havde synderligt imod at komme i
Fangenskab, efter at vi først havde opnaaet, hvad vi vilde. Og
ganske rigtigt, vi kom til at styre næsten ganske lige paa „Slot
tet". Da man sik Die paa os, blev der et forfærdeligt Spek
takel. Alt vaabenfort Mandskab maatte nu ud for at gjore
Jagt paa Vilddyrene, som havde brudt sig ind i Helligdommen.
Disse lode sig let fange: vi havde nemlig gaaet os saa fast i
Krattet, at vi ikke kunde flygtet, selv om den Tanke var opkom
men. Noget, som der forresten ikke kunde være Tale om; thi
dertil vare vi altfor stærkt optagne af det Loierlige i hele Si
tuationen. En af Soldaterne hug sig endelig frem til os med
draget Sværd. Vi hilste ham venligt og lod falde et Ord om,
at det glædede os at træffe et førstandigt Menneske, som vilde
komme os tilhjælp og vise os Vei; thi Veien i Dronningens
Skov var da rent fortvivlet for Fremmede. Fyren, der oien
synlig allerede var i Forlegenhed med Hensyn til, hvad han
skulde gjøre med sin Sabel, tog sig dette Vink til Hjerte og gav sig
da af al Magt ifcerd med at hugge os en Vei igjennem Krattet.
Nu var han jo ophoiet til vor Veiviser, ja vor Ven og Be
skytter!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
