Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 135 —
sig ind imellem dem og vakt splid og
tvedragt?
„Saa, sæt dig nu ned og lav dig en toddy.
Du ser, at vandet staar og koger, har staat og
kogt og ventet paa dig den hele tid."
„Nej tak," svarte Pawels, „ikke iaften; jeg
er ikke oplagt."
„Oplagt? Saa faar du se til at bli oplagt.
Ingen indvendinger! Bare sæt dig ned."
Og Pawels maatte sætte sig.
„Jeg kan jo nok skjønne, du er drøvelig
stemt nu efter afskeden, men bedrøvelse hjælper
ikke til nogen ting. Nu er gutten afgaarde, og
vi faar se, hvordan det gaar. Altsaa! Der
staar glasset!"
Og Pawels maatte lystre, den lydige sjæl.
Majoren prated væk om løst og fast. Han
trængte vederlag nu for al den tid, han havde
siddet alene nedenunder og ærgret sig grøn. —
„Nok et glas, min kjære Paals," sa han.
„Jeg skulde mene, vi har ret til at leve vi gamle
ogsaa. Vi er da til vi med."
„Ak ja ja ja," sukked Pawels, „vi er rigtig
blit sørgelig gamle og trætte begge to. Gud
ved, hvor længe vi holder ud."
„Sludder!" sa majoren. „Jeg er ikke
gammel. Jeg vil leve. Hvorfor skulde vi tænke
paa at dø?"
Da maatte Pawels le, enten han vilde
eller ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
