Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
153
Præsten læste Texten, summede sig derpaa lidt.
Saa slog han ud*med Armene og raabte:
«Lyksalig er den Mand, som haver en Bakke,
- som vender mod syd, som han kan plante Poteter
udi |»
Galningerne lo ad ham. Men det var ikke saa
at sige, at ikke Sal. Hr. Paal var god Mand paa
Stolen. Men det var dog ikke som nufortiden da.
Nye Tider, nye Seder. Men han skulde være en grum-
melig lærd Præstemand. Og god Røst havde han
ogsaa. Tilhørerne var vel meget daarligere til at leve
efter det han lærte, end han var til at præke. - Vi
skal saa sige, san, arme Synderel (Stryger Gutten
paa Haaret) Nu maa du høre paa’n Bedstefar,
Stakker. — Saa ja, det er grom Gut, det! Hehehe,
den, som var saa uskyldig!
Præsten var ikke rigtig i Laget sit den Søndag,
og Folk sovnede mandjevnt nedover Kirken.
En Buk var kommen ind paa Kirkegaarden.
Den gik en Stund udenfor Kirkedøren. Men da
Døren, Sommers Dag, stod aaben, spekulerede den
snart ud, at den burde gaa ind. Det var omtrent
midt i Prækenen. Den spankulerede langsomt og
eftertænksomt indover Kirkegulvet, saa snart til den
ene Side, snart til den anden, om der skulde være
noget for den at gjøre.
Jo saa minsandten! der sad en gammel Kjær-
ring, som sov. Snart duvede hun fremover med
Hovedet og sad tvikroget, saa Slog hun Hovedet op
igjen og gjorde store Øine paa Præsten, og saa duvede
hun atter fremover, hun kunde ikke holde sig vaagen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
