Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Faar jeg følge Dem hjem?» havde Othar
hvisket, «vent blot, til jeg faar skiftet dragt.»
Maren Ragna stod ude i gangen og ventede
i aftenkaabe med hætte over hovedet. Folk
strømmede hende forbi, hun stirrede ned i gulvet
og mærkede det ikke.
Igrunden vilde hun nu helst gaat alene hjem
— hun havde saa meget at tænke paa.
Hvor flaut, at hun havde løbet sin vei fra
kaptein Horten, men det blev saa frygtelig
generet, ligesom ikke til al udholde — og saa
vidste hun ikke af, før hun løb.
For det var jo sandt det, han sagde — det
var vist saaledes at elske!
Hun stirrede ned i klubgangens vaade,
tilsølede gulv — hun havde jo aldrig anet, hvad
kjærlighed var før.
Der kom han, hatten bag paa hovedet, som
han pleiede, naar han var oprømt, frakken aaben,
han lugtede af punsch.
«Her staar De og venter paa mig — ja De
er det sødeste, jeg har mødt i mit liv.»
De var kommet ud paa gaden, det var nu
ganske mørkt, lygterne lyste dunkelt i den
taa-gede luft. Det havde været fast sne og føre
nogle dage, var saa pludselig blit tø veir, det
dryppede fra tagrenderne, og fortaugene var
glatte — aa der gik et dundrende snerap.
Hun blev staaende: «Nei noget saa glat!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
