Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Taleren Hlikkel gaa ud i Rummel uden al søge noget bestemt Maal,oghan
demonstrerer efter gammel Vane livligt med sin venstre Haand, medens han
fortæller del oldsvcnsUe Legendariums Herelning om (Cecilias Hrudefa-rd, da del
hellige Løfte tonede i hendes Hjerte som Sang, der oxerdøvede Hrudelogels
Musik, og han afsluller ved at sige: »Kast nu et Blik paa Maleriet, alle de øde-
lagte Instrumenter ere Brudefølget med Sang og Klang. Orgelet er Sangen i
hendes Hjerte, som hun her glemmer i sit Løfte til Herren.« (H. R. Baumanns
Optegnelser efter Høj’ens Forehvsninger om Rafael, S. !(>()).
Desværre staar Portrætets Malerkunst uendelig langl tilbage for dets yp-
perlige Komposition. Hovedets Maskefarve og Maskeforni forvansker Karak-
teren af Høyens interessante og ejendommelige Fysiognomi. Den udslrakte
Haand er endnu ringere i Form og Farve. Uvilkaarligt mindes man her Ma-
lerens Astigmatisme og spørger sig selv, om dog ikke Øjnenes organiske Fejl i
væsentlig Grad har Ansvaret for, at noget i Opfattelse og X’ilje saa udmærket i
Udførelsen er blevet saa tarveligt. Maaske. Men Svaghederne her og i mange
andre af Marslrands seneste Arbejder skyldes dog ncppe udelukkende hans
Astigmatisme. Delvis er jo uden Tvivl — som allerede lidligere bemærket, —
det vanemæssige Tilsnit i Marslrands Formbehandling udxiklet ved Misbrug
af hans Evne til al male ud af Hovedet. Desuden mna del ikke glemmes, at
det ingenlunde gik hans Kammerater bedre. Hverken Conslaiitin Hansen eller
Roed var Astigmatikere eller forfaldne til mest al male uden Model, alligevel
blev de i deres ældre Aar glansløse i Farven, maniererte i F"ormen. Friskhed og
Finhed i Opfattelsen af disse Ting tabes let, naar Malerne ældes. Vel isau-, naar
de ældes i en Tid og i et Land som Datidens Danmark, hvor der kun var saa
yderst faa, som for Alvor søgle, bega-rede, elskede elier forslod Formens Fin-
hed og Farvens Skønhed.
Om Højden var en af disse faa, kan maaske efter enkelte af hans Udtalel-
ser synes os noget tvivlsomt. Han skatlede jo i hvert Fald hverken Tegningen
hos Ingres eller Farven hos Delacroix synderlig højt (Høyens Skrifter III,
S. 502, 5i;^). Han var dog ikke blot en lærd og fremragende Forsker, et klogt
og klart Hoved, en aandfuld og glimrende Taler, han havde Ærbødighed for
Kunst som for noget Helligt. Hans flammende Idealisme, hans urokkelige Til-
tro til Kunstens Mission som et betydningsfuldt Udtryk for Nationens aandelige
Liv, har ubestrideligt en væsentlig Andel i, at dansk Kunst satte sin Ære i at
være dansk. Og tillige Andel i, at der i det danske Publikum o[)arbejdedes den
Forstaaelse af Kunstens Betydning, som har skaffet danske Kunstnere paa hans
Tid og efter hans Tid — ofte til Misundelse for andre Landes Kunstnere — for-
holdsvis fast Grund under Fødderne. Marstrand skrev ved hans Død: »Han var
for os Kunstnere et godt Rygstød.« Ingen, der virker i Kunstens Tjeneste, kan
ved sin Grav ønske sig bedre Ord og en bedre Underskrift. Da Ussings Skil-
dring af Høyens Levnet udkom, taler Marstrand i Breve til sin Søn Poul og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
