Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
427
Christian I. For Sidebilledet til venstre var Emnet Hans Tausen og Joachim
Rønnow; — da Tausen af Rigsraadet 1533 paa Københavns Raadhus var bleven
dømt til at rømme Sjællands og Skaanes Stift og indstille sin Virksomhed som
Prædikant og Skribent, maatfe han beskytte sin grumme Modstander mod den
ophidsede Folkehob og ledsage ham hjem til Bispegaarden. — Sidebilledet til
hojre skulde fremstille Tyge Brahe, der ved Uranienborg modtager den lærde
Konge Jakob VI af Skotland, senere Jakob I af England; — efter sit Bryllup med
Christian IV’s Søster opholdt Kongen sig 8 Dage paa Hveen og skænkede Tyge
Brahe til Minde om sit Besog nogle af sine latinske Vers og en engelsk Hund,
der senere skal have foraarsaget (Christopher Valkendorfs Fjendskab mod Tyge
Brahe: Rigshofmesteren havde til Tyge Brahes P’orbitrelse sparket Hunden, da
den gøede ad ham. —
Hvis Julius Langes berømte Definition af Kunstværdien som »den Værdi,
Emnet har haft for Frembringeren, hvilken Værdi Emnet atter gennem hans
Fremstilling faar for os«, var ganske uomtvistelig, vilde disse Billeder neppe have
Udsigt til i Kunstværdi at kunne maale sig med adskillige andre af Marslrands
Arbejder, i hvilke han klarere — i Spøg eller Alvor — har kunnet fortælle os sit
personlige Syn paa Livet og Menneskene. Vel havde han Ærbødighed og Inter-
esse for den verdensberømte Videnskabsmand, ved hvis Grav der var sagt: »Der
var intet Opdigtet og intet Hykleri hos ham, men han sagde Alt rentud, hvilket
ogsaa var Aarsagen til det Had, der af Mange blev baaret til ham.« Vel havde
han den største Agtelse for den djærve og dygtige Reformator, der havde givet
de fede og dovne Munke saa mange Ubehageligheder, digtet den gode Vise om
Sandhedens Pilgrimsgang paa Jorden, og sagt de tungsindige Ord: »Den Dag,
jeg ikke føler Smerte, frygter jeg for, at Gud ikke er mig naadig.« Og sikkert
regnede Marstrand det for at være en meget priselig Gerning, at Christian I havde
bidraget til at ophjælpe Danmarks Kultur ved at oprette et Videnskabernes Asyl
i København. Men alligevel havde han slet ikke samme varme Sympati for
Christian I som for Christian IV, var afgjort mindre inderlig forelsket i Tyge
Brahe og Hans Tausen end f Eks. i Don Quixote og Sancho Pansa. Ingen lyri-
ske Følelser kunde gøre Universitetsbillederne til fristende Opgaver for ham.
Det var officielle Emner, og Marstrand opfattede dem ikke anderledes. Gamle
Eckersberg havde maatte trækkes med og sukke ved Emner af ganske lignende
Art, da han skulde levere Historiemalerier til Christiansborg. Christian I, der
indvier Universitetet, formaaer neppe at røre Hjertet eller opflanune Følelsen i
højere Grad end Christian I, der lader sig hylde paa Viborg Landsting.
Der er Grund til at fremhæve dette, netop fordi Marstrands Kunst ellers i
ualmindelig rigt Maal er gennemtrængt af Lyrik. Saaledes var hans Kunstner-
ejendommelighed; mange antager med Urette, at enhver Kunstners Virken nød-
vendigvis maa bære det samme Præg. Hvor snilde Slutninger der fra Emneval-
get end er dragne f. Eks. om Shakespeares personlige Forhold, er disse Hypo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
