Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og sagde: »Kom ned i vor Have!« og foer ud af
Stuen. Han kjendte hende næppe igjen; hun var
bleven højere, mager og styg, syntes ham, og saa
havde de endda klippet hendes Haar ligesom paa
en Dreng.
Den første Leg, hun foreslog, da han var
kommen ned i Haven, var, at de skulde lege
Mand og Kone, og Charmant skulde være deres
Barn. Det vilde han ikke, han kunde vel næppe
selv forklare den Undselighed, hvormed han sagde
Nej; men Grunden var maaske, naar Alt kom til
Alt, at hans Tanker var mindre uskyldige end
hendes; thi hvad der hos hende var et uroligt
Instinkt, var i ham dæmrende Bevidsthed. Emilie
tog en Sten og slog den i Hovedet paa
Charmant, der af Glæde over Gjensynet var fulgt med
ham. Den krøb tudende hen for hans Fødder og
saa ynkelig op til ham, som om den vilde bebrejde
ham, at han havde ført den over til det fremmede
uvenlige Sted. Den varme, inderlige Følelse,
hvormed han var ilet over for at se Emilie, døde
hen, og han skyndte sig bort med sin Hund.
Men om Aftenen, da han var kommen i Seng, var
det ham umuligt at tænke sig Emilie anderledes,
end som da hun var lille. Det livlige, rødmussede
Ansigt med de mørke krøllede Haar, de blaa Øjne
og de lange fine Øjenhaar, stod lyslevende for
ham, og han kunde ikke sove af Længsel efter at
komme over, gjense hende, tale og lege med
hende som i fordums Tid. Strax om Morgenen
løb han derover; der sad hun med det afskyelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
