Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rum og Tid. Hendes smaa Øjne funklede ved
Tanken om en Planterfamilie, og pludselig, idet
hun fortalte om den Ulykke, der var kommen
over Familien, navnlig ved Mandens ynkelige Død,
dirrede hendes Læber og randt Taarerne ned ad
hendes Kinder — hun kunde endnu græde over
Den, hun havde hadet mest og formodenlig elsket
mest. Men det var ikke den Slags Graad, som
gjør godt. Saa fortalte hun om de vilde Uvejr,
om Jordskjælvene, om Blanke eller Negre, der
vare blevne slugte af Uhyrer, om Angsten for de
Sortes, mysteriøse Fester, og naar man saa skulde
tro, at hun gjerne var dragen bort, beskrev hun
saa sørgmodig sin sidste Dag, Afskeden fra hendes
gifte Søster og Børnene, det Øjeblik, da det sidste
Punkt af Landet forsvandt, at Otto var ligesaa
beklemt, som naar han læste om Napoleon i
Fontainebleau eller paa St. Helena.
Hun fortalte ikke meget regelmæssig, gjorde
sære Spring fra det Ene til det Andet, var uvidende
om Blomsters og Dyrs Navne, fordi hun havde
modtaget et almindeligt Indtryk, men ikke paa
en erkjendende Maade opfattet Noget — gjentog
vel ogsaa undertiden sine egne Historier. Men
hun fængslede altid, fordi i det Øjeblik, hun talte,
var der et dunkelt glødende Liv tilstede.
Det var en broget Mængde Forestillinger,
som Otto optog af hendes Beskrivelser, af Andrés
Livsfilosofi og korte Bemærkninger, af Mdm.
Hille-brandts Spaadomskunst og Ferdinands Indfald,
Klager, Anekdoter og Fremtidsplaner. Men det
M. Goldschmidt. III. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
