Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I dette Øjeblik var det for Otto, der med
den største Spænding havde fulgt Beretningen,
som om Scenen foregik nu og han selv saa
Emilie, i al den friske Skjønhed, hvori han havde
set hende hin Sommermorgen, blive omfavnet af
en Mand og hengive sig til Omfavnelsen. Han
standsede uvilkaarlig som lammet ved dette Syn.
Doktoren standsede ogsaa, saa op, saa Udtrykket
i Ottos Ansigt, og med den højeste Pathos, med
et Udtryk af Overraskelse, Selvbebrejdelse og
Medfølelse, og med en Bevægelse, som om han
drog Haanden ud af kogende Vand, raabte han:
»Oh! — uhl — Guds Død og Pine!«
Otto tog sig sammen. I faa Sekunder samlede
det nys Oplevede, Smerten og Kampen derimod,
sig i hans Bevidsthed, og som om han pludselig
var bleven ældre derved, sagde han med en Alvor
og Mandighed, der overraskede Doktoren: »Doktor
Siemsen, De har i mange Aar været en Ven af
mine Forældre, og De er en retskaffen Mand.
Jeg venter derfor af Dem, at hvilkensomhelst
Udtydning De giver mine Miner, saa bliver den
begravet hos Dem. Lov mig det, Doktor!«
»Jeg svær Dig det til, Otto!« svarede Doktoren
næsten rørt; men i samme Øjeblik, som han
sagde det, opsteg hos ham Forestillingen om,
hvilken interessant Nyhed han nu var i
Besiddelse af, og hans forsikrende Stemme vaklede paa
denne troløse Grund. Otto følte det og tilføjede:
»Doktor, giv mig Deres Æresord derpaa.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
