Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»De skal aldrig sætte i Karriere ind paa
andre Folks Humør, hverken tilfods eller tilhest.«
»Og jeg,« sagde Otto med uventet Energi,
»jeg appellerer til Guderne og spørger, om det
er værdigt, at De kommer med den Allusion.«
»Se, se! Han appellerer! Med de Jurister er
intet Udkomme,« sagde Schiøtt. — »Men lad gaa,
saa vil jeg da fortælle Dem Noget. Jeg sad i
Aften tæt ved en Digter, som jeg forresten ofte
har Lejlighed til at iagttage i Theatret.
Hver-gang der blev klappet, kunde jeg se, hvor det
trak i hans Ansigt; men han skyndte sig, løftede
Hænderne helt op over Hovedet og klappede
med — men det lød ikke. Næste Gang, naar
han faar ét Stykke opført, gaar maaske den Anden,
som i Aften fik Stykket opført, hen og klapper
ligedan — undtagen hvis der er Hyssen eller
Piben, for saa klappe de lydelig og stærkt! —
Godnat!«
Den sidste Del af Schiøtts Ord foraarsagede
Otto ondt i Hjertet; han vilde anerkjende alt det
enkeltstaaende Jammerlige, men ikke en
almindelig deraf uddragen Regel. Der var en sund
Følelse hos ham, som sagde, at den sande Digter
er glad ved det Skjønne og Ædle, hvorsomhelst
det møder ham, og at det slimede Kryb, som en
Hovedstad udvikler, ikke tør indtrafede i Regien.
Hvad han havde hørt, forstyrrede et Øjeblik den
Nydelse, han havde havt; men den brød snart
frem igjen, og han tænkte: »Hvorfor mon nu
Schiøtt sagde det? For han mente det dog ikke!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
