Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 9. 30. November 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HJEMME OG UDE.
Nr. g.
I Ian kunde ikke blive fri for denne Nakke og
disse trikot beklædte Smalben med Tilbehør,
spyttede forgjæves ud i Grøfterne paa begge Sider af
Spaserestien; intet kunde bortmane den Djævelinde,
som havde besat ham. Pludselig gjorde han Holdt
med et ’l ramp med Hælen som en Soldat paa
Kommando, gjorde helt omkring og vendte tilbage.
Han saa omkring paa Skovens brogede, tynde
Lov, hvorigjennem tie brunviolette Kviste og Grene
mere og mere borede sig frem, paa Hyens rodbrune
fugtige I lustage det saa altsammen saa underlig
fremmed, næsten fjendtligt ud. Naar han tidligere
havde ofret slige Fænomener et flygtigt Blik, havde
tie forekommet ham som gamle Bekjendte, som han
ikke stod i nærmere Korhold til, men som ilet var
hyggeligt at affærdige med en los-gemytlig Hilsen.
Men nu, da han var ene . . . .! Det var, som om
Skoven rykkede frem mod ham til Flankeangreb fra
begge Sider, som om Byens Tage, lig rode Fodfolk
fra før 1848, marcherede mod ham i I-Vonten.
Uvilkaarlig vendte han sig 0111. Der var jo ogsaa Skov,
som faldt ham i Ryggen.
Den midaldrende Flegmatiker stod et Øjeblik stille.
Det er T.ogn altsammen, sagde han. Det
er den tossede Tøses Skyld.
Man kommanderede sig selv frem; og det røde
Fodfolk blev atter til Teglstenstage. De loftede sig
mere og mere. Der var ikke Tale 0111, at de kunde
eller vilde hindre hans Indgang i Byen.
Men hvor saa Byen fremmed ud! For første
Gang i sit Liv opdagede han, at Distriktslægens Hus
var overmalet med brun Oliefarve.
Han længtes efter Stam og Krog. Men han
vilde ikke være ene med nogen af dem. Det
paa-stod han for sig selv. Men bag Paastanden laa noget,
som var stærkere end han. Han vidste ikke, hvad
ilet var, eller vilde ikke vide det. Han oversnakkede
ilet ved at fortælle sig selv, at han ikke vilde gaa
ned paa Gjæstgivergaarden, for der var Stam
naturligvis alligevel gaaet ned, eftersom saadan en
Grovæder ikke for nogen Pris i Verden vilde undvære
sin Middagsmad. Klem overdøvede den Protest, der
rørte sig i hans allerinderste: den, som paastod, at
Stam ikke var paa Gjæstgivergaarden. Klem gik til
Hans Jensen.
Det første, han saa i Spisestuen lige efter sin
Indtrædelse, var Stam. Han spiste Beafsteak med
Spejlæg med en mork, uheldvarslende Mine ved et
Bord i Stuens mørkeste Hjørne. Han sad med
Ryggen mod Indgangen og opdagede ikke den
indtrædende.
Klem folte Frysefornemmelser i dette ganske ny
store Lokale, fyldt af Os fra fugtige Mure, fra
Lim-og Oliefarve, med de mange tonmie, vidt spredte, af
Maling glinsende Smaaborde. Hvor langt hyggeligere
var dog den gammeldags varme Stue paa
Gjæstgivergaarden. Det sværtede Loft var et ærværdigt
Minde om Generationer af brave Borgeres Pibe- og
Cigarrøg. Sofaen og Stolene havde oplevet maaske
hundrede Aar af Byens Historie og stivet saa mangen
Skatteborgers Rus af. Men Hans Jensens store Sal
syntes bestemt til Folkemøder, Valgforsamlinger o.
des!., bestaaende af Bønder, der tilbrølte en
agiterendi.-Taler dundrende Bifaldsraab.
Og hvor tog Aratsfuldmægtigcns brede Ryg sig
trist ud som et ensomt tilbageblevet gammelt
Træ-midt paa en ode Mark!
Efter nogen Betænkning gik Klem nærmere hen
mod S tams Bord med tunge Skridt. De gjenlød i
det store tomme Rum.
Stam vendte sig halvt 0111, saa paa Klem med
samme Blik som det, hvormed en Hund moder en
Kollega, naar den nærmer sig dens Kjodben. Det
var dog ikke, fordi Stam frygtede, at Klem skulde
gjøre ham den Beafsteak stridig, som han for
Øjeblikket styrkede sig ved til hemmelige, i en sort,
søvnløs Nat udrugede Planers Virkeliggjørelse.
— Hvad vil du herr mumlede han med indædt
Harme.
— Ja, hvad vil du? lød Svaret.
— Kommer det nogen ved?
— Naa, om Forladelse .... Hej, hej . . . .
Opvarter! Naa, der skal vel ringes paa dette
Sted . . .
Og Klem trak i Klokkestrængen, saa Metalknæet
oppe under Loftet sukkede, bævede og smaahvinede.
— En Boeuf med Spejlæg! raabte lian den
indtrædende Opvarter i Møde. Strax efter ærgrede det
ham ikke at have haft en fra Stams forskjellig Idé
om, hvad han skulde vælge.
Stam blev færdig en god Stund, for Klem var
halv færdig. Han ringede, betalte, vexlede et Par
hviskende Ord med Opvarteren og forsvandt i en lav
Dør under det i Salen anbragte Orkestergaleri.
— Nej holdt! holdt! raabte Klem, smed sin
Gaffel, saa den klirrede mod Tallerkenen og var i
et Par lange Spring henne i Døren, men Stam vendte
sig 0111. Klem havde aldrig set hans store brune
Øjne se saa glubske ud. De vare som en uvane
Tyrs, det hvide blev rødt, og Brillerne faldt langt
ned paa Næsen. Han skjød Panden og Overkroppen
frem, som vilde han stange. Klem veg uvilkaarlig
tilbage, Stam for gjennem Doren og smækkede den
i efter sig.
Klem saa paa Opvarteren, Opvarteren igjen paa
ham. Klem havde stor Lyst til at være grov imod
ham, søgte efter en Anledning, men fandt ingen.
Resigneret gik han hen til sin forrige Plads og gav
sig i Færd med den sidste afkølede Halvdel af sin
Beafsteak.
Men han kunde ikke tilkæmpe sig den
tilstrækkelige Sindsro til at spise den, uagtet dens Sejghed
lovede ham en for bevægede Lidenskaber
heldbringende legemlig Anstrængelse. Gjennem den ny
Bygnings tynde Mure og Mellemvægge lød Sang og
Pianofortespil lydt ned til ham. Og det var Toner,
han havde hort hele Natten omsuse sig, mens han
sovnløs laa i sin Seng og sloges med Dyne og Lagen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
